63-årige skal på ekspedition til indlandsisen

Ellen og Flemming Hybholt fra Danmark har planlagt at vandre 600 kilometer

Offentliggjort

Da de tre voksne børn var flyttet hjemmefra, fandt ægteparret Ellen og Flemming Hybholt en ny frihed. Hvor de tidligere har været hr. og fru Bilferie med børn på bagsædet, begyndte de at bestige nogle af verdens højeste bjerge og løbe maratonløb i en alder af næsten 50 år. Til april tager de to 63-årige på en ny ekspedition til indlandsisen, hvor de skal vandre 600 kilometer, skriver Berlingske Tidende.

Ægteparret, der begge er 63 år, kunne have valgt et villatelt på en komfortabel campingplads med gode køkken- og badefaciliteter et sted i Syditalien til deres forårsferie. I stedet går turen til indlandsisen på Grønland, hvor parret i midten af april skal ud på en 600 kilometer lang spadseretur. De første tre dage gennem et barsk og krævende terræn i 600 meters højde og med voldsomt stejle isfald.

Den 100 kilo tunge oppakning skal Flemming og Ellen Hybholt trække efter sig på to pulke fordelt med 50 kilo til hver.

Powered by Labrador CMS