Paven markerer påsken med budskab om fred
Der har bredt sig en ligegyldighed over for drab på tusindvis af mennesker, sagde pave Leo i sin påsketale.
Leo 14. har været pave siden maj 2025. Han er den første pave fra USA.
Foto: Alberto Pizzoli/AFP/Ritzau Scanpix
Pave Leo har dedikeret
påskesøndag til at opfordre verdens ledere til at vælge freden.
Søndag middag lokal tid talte den
katolske kirkes overhoved fra balkonen på Peterskirken i Rom til hundredvis af
fremmødte, skriver Reuters.
- Lad dem, der har våben,
lægge dem!
- Lad dem, der har magten til
at starte krige, vælge fred, sagde paven.
Talen med titlen "urbi
et orbi" - på dansk: til byen og til verden - fulgte efter den
traditionsrige påskemesse i Peterskirken.
Det var pave Leos debut som
leder af påskemessen, der markerer den største højtid i den kristne kirke, og
det var hans første "urbi et orbi"-tale.
Pave Leo blev således indsat
i embedet i maj sidste år.
Trods det klare budskab
nævnte paven ikke nogen navne eller specifikke konflikter eller krige i talen,
som var usædvanligt kort og direkte.
Ifølge pave Leo er verden
blevet så vant til krig, at der opstået en ligegyldighed over for vold og drab
blandt mennesker.
- Vi vænner os til vold,
accepterer den og bliver ligeglade. Ligeglade med tusindvis af menneskers død,
sagde paven.
Han påpegede, at fortællingen
om påsken, hvor Jesus ifølge Bibelen genopstod fra de døde påskemorgen, to dage
efter at han blev korsfæstet uden at gøre modstand, viser, at Jesus var
"helt igennem ikke-voldelig".
- Lad os på denne fejringens
dag opgive enhver trang til konflikt, dominans og magt og bønfalde Herren om,
at han må skænke sin fred til en verden hærget af krige, lød det fra den
katolske kirkes overhoved.
Det er ikke første gang, at
paven kritiserer de igangværende konflikter og opfordrer til fred. Det har han
gjort flere gange de seneste uger - blandt andet under sin prædiken fra
Peterspladsen palmesøndag.
- Jesus lytter ikke til
bønnerne fra dem, der fører krig, men afviser dem og siger: Selv om I sender
mange bønner, vil jeg ikke lytte: Jeres hænder er fulde af blod, formanede pave
Leo for en uge siden.
Ud over at holde tale sendte
pave Leo søndag middag påskehilsner på ti sprog - herunder latin, arabisk og
kinesisk - fra balkonen på Peterskirken.