Som barn legede hun præst – nu holder hun gudstjenester

Ni præster står oprejst i Hans Egedes Kirke iført sorte kapper. 

Midt iblandt dem, knæler en kvinde i en lang, hvid kappe. Præsterne lægger deres højre hånd på hendes hoved.

Den knælende kvinde er Sanja Kristiansen, mor til to.

– Det føltes, som om vi var i nærvær af noget større, fortæller hun senere.

Livets uforudsigelighed

Sanja Kristiansens møde med livets uforudsigelighed begyndte allerede ved hendes fødsel. Da hendes mor var gravid med hende, fik hun at vide af lægen, at både hun selv og barnet kunne risikere at dø under fødslen. Det skyldtes en ulykke, hvor skibet "Sapangaq" grundstødte på vej fra Qaqortoq til Nanortalik, og hendes mor blev kastet mod et bord, som hun ramte med maven.

Heldigvis overlevede både mor og barn uden mén.

– Livets intensitet og uforudsigelighed begyndte allerede dér, fortæller Sanja rørt.

Barndom i Kuummiut

Sanja tilbragte sin barndom i blandt andet Maniitsoq, Paamiut og Kuummiut. Da hun lige var begyndt i folkeskolen, flyttede familien til Kuummiut. Her trådte hun ind i en helt ny verden.

– Børnene i Kuummiut var meget interesserede i os, der kom udefra. De gav os halskæder og små øreringe og omringede os. Vi blev hurtigt venner og havde det sjovt sammen, fortæller hun.

I starten forstod hun ikke det østgrønlandske sprog.

– Jeg kunne ikke forstå dem, og jeg kunne ikke lide, når de grinede. Jeg troede, de gjorde grin med mig, og jeg græd til min mor. Senere fandt jeg ud af, at de faktisk godt kunne lide mig, siger hun.

Senere lærte hun østgrønlandsk, og hun og hendes storebror talte det derhjemme, så deres forældre ikke kunne forstå dem. Forældrene lærte det dog senere og kunne følge med.

Familien havde tre hunde i Østgrønland. Da hendes hund, Milak, døde, kørte hun og hendes bror med de to andre hunde til fjorden, nogle gange meget langt væk.

– Da jeg var barn, kørte vi med hundeslæde, bare os to. Det er utroligt, hvor stor tillid vores forældre havde til os. Vi kørte selv til fjorden med to hunde, fortæller Sanja Kristiansen.

Sprog, savn og adskillelse

Familien vendte senere tilbage til Nanortalik, hvor hendes forældre gik fra hinanden. Da hun begyndte i skole dér, opdagede hun, at hendes klassekammerater kunne tale dansk, mens hun selv ikke kunne.

– Da jeg kom hjem, sagde jeg til min mor, at hun skulle begynde at tale dansk til mig, fortæller hun.

Hun kom senere på skoleophold i Roskilde, hvor hun boede hos en dansk familie.

– Mine plejeforældre lærte os dansk, og fordi de havde en tavle, lærte jeg hurtigt tillægsord. Vi talte kun dansk, siger hun.

Teenageårene var svære, især da hendes far flyttede tilbage til Qaqortoq.

– Det var meget hårdt. Jeg følte, at en del af min identitet forsvandt, og jeg blev meget forvirret, fortæller hun.

Hun var tæt knyttet til sin far. Sammen med sin storebror plejede hun at tage på fisketure med ham om søndagen, mens hendes mor gik i kirke.

– Da mine forældre blev skilt, ændrede alt sig. Min far flyttede, og jeg følte mig tom indeni, siger hun.

I dag har hun accepteret skilsmissen.

– Nu kan jeg forstå det. Dengang kunne jeg ikke, men i dag er de gode venner og passer deres børnebørn sammen.

En ny retning i livet

Efter folkeskolen tog hun på efterskole i Danmark for at lære at klare sig selv.

– Jeg havde det svært med selv små ting, som at lave mad. Jeg kan huske, at jeg havde svært ved at lave pasta, men kokken hjalp mig og til sidst lykkedes det, fortæller hun med et grin.

Som ung var hun usikker på, hvad hun ville. Hun begyndte på en uddannelse som tandklinikassistent, men gennemførte den ikke.

Da hun blev gravid med sin datter, ændrede hendes liv sig dog markant.

– Jeg blev træt af det liv, jeg levede. Jeg begyndte at lytte til mig selv og besluttede at gøre op med min frygt, siger hun.

Efter sin datters fødsel, genoptog hun sin gymnasieuddannelse i Nuuk.

En drøm fra barndommen

Hendes bedstefar var pedel i kirken i Nanortalik, og hun gik ofte i kirke med sine bedsteforældre i både Nanortalik og Qaqortoq.

– Når jeg besøgte mine bedsteforældre, legede jeg ofte, at jeg holdt gudstjeneste som præst, fortæller hun med et smil.

Vejen til at blive præst

Efter gymnasiet begyndte hun at studere teologi.

– Det var hårdt, men jeg følte, at det var det helt rigtige for mig.

Uddannelsen tager normalt tre år, men på grund af hendes graviditet, tog det hende fem år at færdiggøre den.

Efter studiet valgte hun ikke straks at blive præst.

– Jeg er et følsomt menneske. Man skal være stærk i arbejdet med mennesker, og jeg havde brug for tid til at udvikle mig selv og lære mig selv bedre at kende, mens mine børn voksede op, forklarer hun.

Hun arbejdede derefter som terapeut, blandt andet på Allorfik, og senere som støtteperson for unge på Kofoedskolen i Naput.

Tro som fundament i livet

Troen har altid været en vigtig del af hendes liv.

– Hver aften beder jeg Fadervor, fordi min mor lærte mig det. Dengang tog jeg det for givet, men i dag betyder de minder meget for mig, siger hun.

Hun har givet traditionen videre til sine børn.

– Min søn kunne Fadervor, allerede da han var fem år. Det, man lærer som barn, følger en hele livet.

Håb er vigtigt.

– Jeg finder trøst i min tro, tilføjer hun.

En særlig oplevelse ved ordinationen

Da hun blev inviteret af menigheden i Maniitsoq til at blive præst, bad hun om styrke og om ikke at blive nervøs.

– Da ordinationen nærmede sig, kunne jeg ikke sove. Måske fordi jeg var spændt, men jeg følte mig fuld af energi. Den morgen, hvor jeg skulle ordineres, vågnede jeg uden at have sovet ret meget. Det må være, fordi de bønner, jeg havde bedt om styrke, blev besvaret, siger Sanja roligt.

Hendes barndomsdrøm om at blive præst blev dermed til virkelighed. Som barn legede hun præst foran sine bedsteforældres hus, og i dag holder hun gudstjenester for menigheden.

– Selvfølgelig blev jeg rørt, da vi sang den salme, jeg havde valgt til min bedstefars begravelse. Det var mens jeg knælede, fortæller hun bevæget.

– Oplevelsen var helt særlig. Da præsterne lagde hænderne på mig og bad for mig, kunne jeg mærke, at jeg blev fyldt med en stærk og positiv energi. Det føltes, som om en stor kraft var til stede. Det var fantastisk. Det var første gang i mit liv, jeg oplevede det så stærkt, siger Sanja Kristiansen.

Bliver præst i Maniitsoq

Sanja Kristiansen og hendes børn, som har boet i Nuuk i elleve år, skal nu flytte til Maniitsoq, hvor hun skal arbejde som præst.

– Det er hårdt for mine børn at skulle flytte fra Nuuk. I disse dage tager vi afsked med deres venner. Jeg håber, at de hurtigt får nye venner i Maniitsoq. Jeg ser frem til at komme dertil og glæder mig, siger hun med både følelser og forventning.

Nyuddannede præster, der har forladt deres hjemby for at begynde deres virke, har fortalt hende, at det er en personlig og mindeværdig læringsoplevelse.

– Det bliver også svært at forlade det, man kender, men hvad kan man ellers gøre, siger Sanja Kristiansen med et grin.