Forskning: Grønlands slædehund er ikke et fortidslevn – den er i livsvigtig forandring

Klimaforandringer og urbanisering presser den traditionelle hundeslædekultur, men hunden er stadig en aktiv partner i jagt og kulturformidling. Selvom hundeslæden visse steder er i tilbagegang, understreger Manumina Lund Jensen, at traditionen overlever ved at forandre sig og tilpasse sig.

Manumina Lund Jensen er adjunkt ved Ilisimatusarfik og hun mener, at vi må gøre op med forestillingen om, at kulturarv er en statisk "boks" fra fortiden.

- Hvis man begynder at fryse den, så er det jo der, kulturen begynder at dø, siger Manumina Lund Jensen og retter kritik mod forestillingen om, at kultur bedst bevares gennem modstand mod forandring.

Manumina Lund Jensen er aktuel med ny forskning om slædehundens andel i grønlandsk kultur og overlevelse.

Hunden som medaktør

Selvom teknologien vinder frem, understreger forskeren, at slædehunden stadig er en aktiv medaktør i fangst og rejser. Denne relation handler ikke kun om transport, men om en unik, kropslig viden og evnen til at læse naturen, som er nedarvet gennem generationer.

I Nordgrønland er denne specialiserede viden stadig helt central for den kulturelle identitet og selve livsgrundlaget. Forholdet mellem fangeren og hans hunde er derfor langt mere end et arbejdsforhold; Det er en dyb, gensidig afhængighed.

- Det er en sameksistens, der er baseret på, at vi overlever sammen. For som mange fangere selv siger, kan en fanger ikke blive en fanger uden sin slædehund, uden sin qimmit, udtaler Manumina.

Urbaniseringen medfølger udfordringer

Selvom slædehunden er en kulturel grundsten, skaber moderne byplanlægning og veterinære regler voksende barrierer for kuskene.

I takt med at byerne vokser, bliver hundene ofte prioriteret lavere end boligbyggeri, hvilket tvinger ejerne til at flytte deres dyrehold væk fra hjemmets trygge rammer.

Denne adskillelse gør det ikke blot sværere at føre dagligt tilsyn med hundenes trivsel, men pålægger også kuskene en byrde til transport.

- I Sisimiut har de etableret hundearealer og har fjernet slædehundene fra den indre bybillede – dette gør det dyrt for kuskene.

Rygter om ulveblod

Hundeslædekulturen er ikke blot en moderne tradition, men en tusindårig historie om overlevelse, der trækker tråde helt tilbage til Sibirien og Alaska.

Arkæologiske fund og inuit-fortællinger vidner om en tid, hvor vilde ulve strejfede i de vestgrønlandske fjorde og krydsede havisen fra Canada. Denne fortid lever stadig i hundenes gener, da jægere bevidst har indkrydset ulveblod for at skabe en mere robust og udholdende race.

- Nogle slædekuske, som har ønsket at have ulveblod i deres hunde, har krydset hundene med ulve. Det bekræfter Lund Jensen, da hun bliver spurgt ind til rygterne om ulveblod i slædehundene.

Nanorriutit - Isbjørnehunde

Blandt de grønlandske slædehunde findes en særlig elite kendt som nanorriutit – isbjørnehunde. Disse hunde er ikke genetisk forskellige fra andre slædehunde, men de er selekteret og trænet af fangere til en livsfarlig opgave.

En isbjørnehunde skal have et særligt mod, da det ikke er naturligt for alle hunde at konfrontere en bjørn. Under jagten slippes hundene løs for at indhente og holde isbjørnen i skak, indtil fangeren når frem.

- Denne viden om at udvælge og oplære de rette hunde er en form for kropslig erfaring, som man ikke kan læse sig til i en bog, uddyber Manumina.

Inatsisartut skal lytte til kuskene for at bevare slædehundkulturen

For at sikre at slædesporene ikke forsvinder for fremtidige generationer, peger Manumina Lund Jensen på, at politikerne i Inatsisartut først og fremmest må lytte til kuskene og forstå de lokale udfordringer.

 Det handler om alt fra de høje foderudgifter til frustrationen over byplanlægning, hvor hundearealer ofte sløjfes til fordel for byggeprojekter.

Men selv for dem i Sydgrønland eller de store byer, som aldrig har stået på en slæde, er tabet af hundekulturen et tab af fælles identitet.

Thule-kulturens folk indvandrede til hele landet med både qajaq og slædehunde, og hunden har historisk leveret alt fra transport til varme indersokker og pelskant på kamikker. Som Jensen understreger, er slædehunden en del af alles historie.

- Kulturen ændrer sig hele tiden. Men på et eller andet tidspunkt, så har deres forfædre jo haft slædehunde... de har det i deres historie, i hvert fald, afslutter forskeren, Manumina Lund Jensen.