200.000 evakueret: Klimaforandringer skabte forhold bag canadiske skovbrande

Varmt og tørt vejr i Canada har skabt forhold for skovbrande, og det skyldes klimaforandring, viser analyse.

Et område, der er større en Grækenland, er udbrændt i Canada. Det er landets værste brandsæson nogensinde. (Arkivfoto).
Offentliggjort

Månedsvis af varmt og tørt vejr har skabt krudttøndelignende forhold, der står bag dette års skovbrande i Canada.

Det får forskere til at henvise til klimaforandringerne.

En dybdegående videnskabelig analyse, der er udgivet tirsdag, bekræfter det.

Analysen konkluderer, at det er syv gange så sandsynligt, at perioder med meget varmt og tørt vejr kommer som en følge af menneskers brug af fossile brændsler.

- I takt med at vi fortsætter med at opvarme planeten, bliver hændelser som denne mere hyppige og mere intense, siger Clair Barnes, miljøstatistiker ved Imperial College London og analysens hovedforfatter.

Område større end Grækenland brændt

Canada oplever i disse dage landets mest ødelæggende brandsæson nogensinde som et resultat af høje temperaturer, lav luftfugtighed og tidligt tøvejr.

Tæt på 15,3 millioner hektar er brændt. Det er et område, der er større end Grækenland.

200.000 mennesker er blevet evakueret, mindst fire er døde og røg fra de brændende skove har ført til farlig luftforurening, der har spredt sig over meget af Canada og dele af USA.

Sent i juli havde skovbrandene udledt mere end en halv milliard ton kuldioxid i atmosfæren.

I den omtalte analyse har forskerne undersøgt den østcanadiske provins Quebec og zoomet ind på områder, der har lignende vegetation og klima.

Regionen havde et meget højt antal brande i maj og juni, da landets temperaturrekord blev slået med 0,8 grader.

Komplekse årsager

Fordi skovbrande er meget komplekse og ikke udelukkende drevet af klimaforandringer, fokuserede forskerne i stedet på forhold, der bidrager til brandene.

De brugte et system, der hedder Fire Weather Index (FWI).

Det kombinerer temperatur, vindhastighed, luftfugtighed og nedbør. Holdet akkumulerede data fra januar til juli for at udlede, hvor gode forhold der havde været for skovbrande hele året.

Selv om Quebecs skovbrande var hidtil usete, indikerer analyser af klimaet på det seneste, at de årstidsmæssige forhold, der forårsager brandene, ikke længere er sjældne.

De vil finde sted hver 25. år. Det indebærer, at der hvert år er fire procent chance for, at det vil ske.

Powered by Labrador CMS