18 millioner mere til kommunerne

Grønlands Selvstyre og Kanukoka har underskrevet bloktilskudsaftale, som ikke er berørt af demografien

Maliina Abelsen og Martha Abelsen er begge tilfredse med bloktilskudaaftalen for 2012 mellem selvstyret og Kanukoka. Foto: Kanukoka

Godt én milliard får de fire kommuner Kommune Kujalleq, Kommuneqarfik Sermersooq, Qeqqata Kommunia og Qaasuitsup Kommunia til deling i 2012. Grønlands Selvstyre og kommunernes sammenslutning Kanukoka underskrev i går bloktilskudsaftalen, som faktisk betyder 18 millioner kroner mere til deling.

- Medlem af naalakkersuisut Maliina Abelsen og formand for Kanukoka Martha Abelsen er begge tilfredse med at aftalen er indgået i god tid inden de offentlige budgetter skal behandles og godkendes i henholdsvis Inatsisartut og kommunerne. De ser begge to frem til, at det fortærkede samarbejde mellem naalakkersuisut og kommunerne vil udmønte sig til gavn for hele landet, skriver Maliina Abelsen og Martha Abelsen i en pressemeddelelse.

Parterne har aftalt at naalakkersuisuts forslag om at tilpasse udgifterne på grund af den demografiske udvikling ikke tages med i denne bloktilskudsaftale, da kommunerne mener, at der er en række spørgsmål som først skal afklares.

- Parterne har aftalt at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal komme med en indstilling til en ny budgetsamarbejdsaftale, hvor blandt andet spørgsmålet om demografi afklares, skriver parterne.

Powered by Labrador CMS