Podcast viser andet mediebillede af Tasiilaq
Sidste år tog Christoffer Stenbakken og Carl Sørensen til deres barndomsby Tasiilaq for at undersøge om mediernes billede af Tasiilaq er virkelig. Det lavede de en podcast om.
Barndomsvennerne Christoffer Stenbakken og Carl Sørensen voksede op i Tasiilaq i trygge rammer i 1990'erne. Men efter de flyttede til Danmark kan de se, at der tegnes et helt andet billede fra medierne af deres barndomsby.
De to har nu lavet podcasten 'Tilbage til Tasiilaq' for at se, hvordan det egentligt er at være i Tasiilaq.
Genkender ikke mediebilledet
- Vi har fået rigtig mange beskeder fra Grønland og grønlændere der bor i Danmark efter den er kommet ud. Det virker til at folk har taget virkeligt godt imod det, vi har produceret, siger Christoffer Stenbakken til Sermitsiaq.AG.
Det betyder meget for Carl Sørensen, at podcasten er blevet taget godt imod.
- Det er lidt specielt at få henvendelser fra folk, som man tidligere har kendt. Det var fedt at være i Tasiilaq, men til tider også hårdt, da vi var ude fra klokken 8 til klokken 23. Jeg har lagt mere fokus på de gode sider, som Tasiilaq har, siger Carl Sørensen.
Det har været vigtigt for dem at lave en podcast, der adskiller sig fra det, der bliver vist og skrevet om byen. De kunne nemlig ikke genkende det billede, der bliver vist fra medierne.
- Men det har også været vigtigt, at vi heller ikke skulle skjulte noget. Vi ville vise hele billedet af byen. Jeg var meget overvældet at være tilbage i byen, og hvor varm velkomst vi fik, og det føltes mere som at komme hjem, end jeg havde turde at håbe på, fortæller Christoffer Stenbakken, der rejste fra Tasiilaq, da han var teenager.
Overvældende og nostalgisk
Carl Sørensen har været ærgerlig over at se mediebilledet på vegne af Tasiilaqs befolkning, da han synes, at det ikke er fair.
- Det er synd, at man hele tiden bare skal sige, at Tasiilaq er det værste sted. Jeg kan godt forstå historierne bag tallene, men det er ærgerligt, at man kun ser det. Der er folk, som knokler og elsker stedet, og der må også være plads til og hylde dem, siger Carl Sørensen.
Christoffer Stenbakkens indtryk af Tasiilaq, da han lavede podcasten var, at hele byen lignede sig selv meget.
- Men det var meget overvældende og nostalgisk, hvilket var meget bevægende. Jeg var glad for at blive mindet om, at der er så mange gode ting. Folket gjorde størst indtryk på mig, hvor folk kunne huske, hvem jeg er, og på den anden side kunne jeg også huske dem. Jeg følte mig hjemme, og føler mig som et barn af byen, fremhæver han.
Inspiration til lyttere
Det var rørende for Carl Sørensen, at se sin ven blive så nostalgisk af at være tilbage i den østgrønlandske by.
- Folk i Tasiilaq havde ikke set Christoffer i 12 år, og folk kom til ham for at hilse på ham. Det gjorde et stort indtryk på mig.
Carl Sørensen er blevet bekræftet i, hvor skøn og dejlig byen er.
- Det er mit hjem, derfor håber jeg på, at lytterne får indblik i, hvad Tasiilaq er. Ikke kun det man hører om i nyhederne, men om hvor søde og dejlige folk er, og hvor spændende og lidt eksotiske historier der er. Jeg håber, at folk bliver inspireret til at tage deroppe, fortæller han.
Nyt projekt på vej
Det er vigtigt for Christoffer Stenbakken at påpege, at folk i Tasiilaq lever et almindeligt liv, og ikke ser ud som det mediebillede, som bliver vist gang på gang.
- I de seneste år er er det ligesom om, at befolkningen i Danmark er ved at vågne op i forholdl til Grønland, for vi har mange ting at give og lære til hinanden. Det er helt afgørende, at det kommer til at foregå på lige vilkår i fremtiden. Alle ting skal frem, både gode og dårlige ting, så vi sammen kan komme videre, fremhæver Christoffer Stenbakken.
De er allerede i gang med deres næste tur, hvor de har en fiktionsserie med de unge i Tasiilaq på tegnebrættet.
- Vi vil gerne tilbage, hvor det bliver de unge der bestemmer, hvad det skal handle om. Vores rolle skal være at holde mikrofonen, og give de unge, som ikke så tit har mulighed for at vise, hvem de er. Men vi søger stadig midler til projektet, og det er ikke fastlagt endnu, hvornår vi skal tilbage, oplyser Christoffer Stenbakken.
Ændret syn på byen
Det bedste Tasiilaq kan tilbyde er ifølge Carl Sørensen folket.
- De er enormt unikke og gæstfrie. Der er altid god latter samt glædeligt gensyn. Udover det er der enestående natur, hvor der er masser af muligheder. Men det har været så fedt at lave podcasten, især vores producer Mads Bjørn Lundsgaard fortjener den største cadeau. Han har gjort så meget for serien. Han har brugt masser af tid på at gøre den færdig i det sidste halve år, og har været god til at være med i sådan en tur, siger Carl Sørensen.
Christoffer Stenbakken håber på, at podcasten kan være med til at ændre synet på Tasiilaq.
- Jeg håber folk vil få lysten til at tage til Tasiilaq efter at have hørt podcasten, så folk selv kan se, hvordan det ser virkeligt ud, lyder det fra Christoffer Stenbakken.
Podcasten 'Tilbage til Tasiilaq' kan høres i dr.dk.