Ny leder med hjerte for håndværket

I et årti har hun arbejdet målrettet og med en stille, men dybtfølt indsats for at bevare traditionerne omkring nationaldragten på Kalaallisuuliornermik Ilinniarfik, Grønlands eneste uddannelsessted med speciale i nationaldragt og traditionel skindsyning.

Hendes kamp har aldrig været højlydt, men den har været vedholdende, drevet af en dyb kærlighed til materialerne, til dragten og til det, der går i arv. Den stædighed og nysgerrighed, der i dag holder hende fast i arbejdet, har været der siden barndommen. Dengang listede hun sig ud midt om natten, mens forældrene sov, selvom hun ikke måtte, for at stå helt tæt på musikken og mærke livet til koncerter med Aasiaats mest populære bands i midten af 1990-erne.

Pilunnguaq Kleist Aronsen blev født i januar 1983 i en kulde på over 40 minusgrader i Qasigiannguit. Den barske begyndelse spejler også på sin vis den vedholdenhed, hun i dag lægger i arbejdet med at bevare de grønlandske traditioner.

Selvom Pilunnguaq Kleist Aronsen blev født i Qasigiannguit, voksede hun ikke op der. Da hun var to år gammel, flyttede familien - hendes forældre, to søskende og hende selv - til Aasiaat.

- Min far, Ludvig Kleist, er fra Aasiaat, og derfor flyttede vi dertil i 1985, fortæller hun.

Pilunnguaq voksede op som familiens ældste barn. Hendes fars ældste søn, som biologisk er hendes storebror, boede hos bedsteforældrene, og det gav hende rollen som den ældste i hverdagen. En position, hun ifølge familien udfyldte fuldt ud - med nysgerrighed, vilje og ikke så få narrestreger, der til tider satte forældrenes tålmodighed på prøve.

Når hun ikke listede ud til koncerter, mens hendes forældre sov, gemte hun sig også under sengen i Sisimiut, bare for at pjække fra folkeskolen.

- Jeg plejede at køre med bus til skolen og faldt nogle gange i søvn under turen. Det endte med, at jeg bare gik hjem igen. Når min far kom hjem fra arbejdet for at tjekke, gemte jeg mig under sengen, husker Pilunnguaq Kleist Aronsen.

De første minder

Familien boede i Aasiaat i årene 1985 til 1997. Det er også her Pilunnguaq Kleist Aronsens første minder stammer fra. Hendes mor Martha Rosa Olsen, der er født Andreassen, var hjemmegående mor i Pilunnguaqs spæde år. Men da hun var omkring fem år gammel vendte moren tilbage til jobmarkedet, og det betød, at Pilunnguaq og hendes lillebror skulle starte på daginstitution. En oplevelse, der har sat sig fast i hende.

- Min lillebror og jeg holdt os tæt til hinanden, og forsøgte at finde vores plads blandt de andre børn. Det er også nok derfor, vi er så tætte i dag, fortæller hun.

Pilunnguaq havde også et tæt forhold til sine to bedstemødre. Med den ene tog hun til bingo og gudstjenester. Med den anden fik hun en helt særlig gave på sin første skoledag: en flybillet til Danmark i forbindelse med et barnedåb i familien. Spændingen sitrede. Hun havde aldrig været der før - og aldrig fløjet i et stort fly. Hvordan mon det ville være?

- Der havde jeg mine første oplevelse af turbulens. Ajoq, jeg havde lukket øjne og bare græd, fortæller Pilunnguaq Kleist Aronsen.

Hun tilbragte en måned i Danmark sammen med sin familie.

- Mine fætre og kusiner talte dansk, og jeg prøvede at efterligne lyden. Jeg talte bare volapyk, griner hun.

- Da jeg rejste hjem, blev jeg forskrækket ved synet af min lillesøster. Det var sommer og hun var blevet så solbrun, at jeg blev lidt chokeret, griner hun ved mindet.

En god beslutning

Pilunnguaq Kleist Aronsen begyndte sin skolegang i Aasiaats folkeskole, Gammeqarfik. Hun var den stille og generte i klassen, men hun elskede skolen og husker stadig flere af sine folkeskolelærere som vigtige og betydningsfulde.

Da hun var cirka 12 år gammel fik hun at vide, at sangkoret “Aasiaat Nipaat” søgte børn til koret. Trods sin tilbageholdenhed, fandt hun modet og mødte op til prøven. Best decision ever.

- Jeg elskede det og dukkede altid op til øvedagene. Jeg blev forelsket i at synge, fortæller hun.

Et par år senere, i 1997, fik hendes far arbejde i Sisimiut. Da moren også er sisimiormioq, gav det god mening for familien at flytte til byen.

- Jeg flyttede lidt senere, end min famile, da jeg var på turne med sangkoret i Danmark. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg havde det i lufthavnen efter turneen, hvor jeg skulle sige farvel til dem. Jeg græd hele turen til Sisimiut, siger hun.

En ny by og nye omgivelser. Væk fra vennerne og hverdage, som hun var vant til.

- Jeg oplevede et kulturchok, og havde det svært i folkeskolen. Det betød, at jeg skulle opnå højere karakterer, for at kunne komme videre, fortæller hun.

Ny sti i livet

Pilunnguaq Kleist Aronsen søgte plads på gymnasiet – men fik afslag. Men ajunngilaq, hun vidste det jo godt. Hun var 17 år.

- I stedet fik jeg et heltidsjob i en butik og arbejdede i tre år, fortæller hun.

I 2002 fik Pilunnguaq en nyhed, der glædede hende. Hun var blevet gravid.

- I 2003 fik jeg en søn, siger hun.

Barnet ændrer hele Pilunnguaqs livsbane. Hun begyndte på en aftenskole, for at opnå højere karakterer. Målet var klart: En gymnasial uddannelse.

- Jeg startede i GU i Aasiaat. Min søn var to år gammel, da vi begge to rejste til Aasiaat, fortæller Pilunnguaq Kleist Aronsen.

Gymnasiets krav var tunge og Pilunnguaq måtte træffe en svær beslutning. Hun sendte sin søn tilbage til Sisimiut, hvor han skulle bo hos hendes forældre - et valg, der var nødvendigt.

Og hun blev færdig. Med en studenterhue rigere, søgte Pilunnguaq på sygeplejeskolen.

- Men efter to år besluttede jeg, at jeg ville have min søn tilbage. Jeg stoppede uddannelsen, siger hun.

Pilunnguaq fik et job i alderdomshjemmet og koncentrerede sig om det og sit barn.

Nattevagten

En dag havde hun nattevagt. Alt forløb som sædvanligt – de kendte rutiner og pligterne på alderdomshjemmet fulgte deres vante rytme. Fjernsynet var tændt i et af rummene, og pludselig fangede en reklame hendes opmærksomhed: Nationaldragtskolen søgte nye elever.

Synet bragte hende tilbage til konfirmationsdagen, hvor hun første gang blev fascineret af nationaldragten, hun havde på. Hun havde undret sig: Hvordan mon den er blevet lavet og syet? Dengang havde hun ikke tænkt mere over det. Men nu, flere år senere, vækkede reklamen nysgerrigheden til live igen.

Da hun fik fri, gik hun direkte til Majoriaq for at ansøge om en plads – uden at have sovet. Igen havde Pilunnguaq haft nattevagt og hun sov nattens travlheder ud hjemme, da skolen ringede efter et par dage. De spørger hende om, hun var interesseret i at gå til prøve og se om hun var egnet. Selvfølgelig vil hun det. Før hun blinkede med øjnene, holdt hun en ulu og skulle skrabe skindet af en sæl. Hun havde aldrig brugt en ulu på den måde. Hun bliver lidt forskrækket, men samtidig fyldt med nysgerrighed - nysgerrighed på håndværket, på materialet og på det, hun nu skulle lære.

Oktober måned i 2012 begyndte hun på uddannelsen.

- Da jeg begyndte, fik jeg at vide, at jeg skulle – i løbet af uddannelsen – lave en nationaldragt til mig selv, en til et barn og en til en mand, husker Pilunnguaq Kleist Aronsen, der færdiggjorde uddannelsen i 2013.

Lærer i 11 år

Da Pilunnguaq Kleist Aronsen blev færdig, blev hun lærer på skolen. Endelig havde hun fundet sit kald.

- Jeg elsker håndarbejdet, hvor jeg kan udfordre mig selv, og hvor jeg kan være kreativ, fortæller hun.

For Pilunnguaq er skindarbejde terapi. Mens hun skraber og bearbejder skindet, sorterer hun også sine egne tanker og lader de tunge, negative følelser glide væk - som om hver bevægelse renser sindet.

Da hun var lærer, mødte Pilunnguaq sin mand, og fik to børn mere. I alt har hun altså tre børn.

Pilunnguaq Kleist Aronsen blev den 1. december den nye leder på Nationaldragtskolen, der har base i Sisimiut.

En af Pilunnguaqs store visioner er, at sikre bedre vilkår for skindarbejdet. Hun forklarer, at sælskindene i dag er af dårligere kvalitet, uden at man helt ved hvorfor.

- Da jeg var studerende, kunne vi færdiggøre over 40 skind på en måned. Det kan vi ikke længere, fordi skindene hurtigt flækker eller bliver ødelagt. Nu er det mit job, og finde ud af hvorfor, siger hun.

Pilunnguaq sidder i en stilling, hun kender godt. Dag efter dag arbejder hun på at bevare traditionen omkring den grønlandske nationaldragt, så den ikke går tabt. En dag ad gangen, en opgave ad gangen. Det er langsomt, men det er også den måde, traditioner overlever på - gennem omsorg, vedholdenhed og kærlighed til håndværket.