Skib med udbrud af hantavirus ankommer til Tenerife søndag morgen

Indtil videre er der bekræftet seks hantavirustilfælde ud af otte mistænkte tilfælde.

Medlemmer af den spanske civilgarde er lørdag til stede ved den havn på Tenerife, hvor MV "Hondius" vil lægge til land.
Offentliggjort

Krydstogtskibet MV "Hondius", der har haft flere tilfælde af hantavirussmitte, forventes at ankomme til Tenerife tidligt søndag morgen.

Det oplyser Spaniens sundhedsminister, Mónica García, lørdag. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Konkret ventes skibet at ankomme mellem klokken 05.00 og 07.00 dansk tid.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) oplyste fredag, at der indtil videre er bekræftet seks tilfælde af hantavirus ud af otte mistænkte tilfælde.

En række forskellige nationaliteter er om bord på krydstogtskibet.

Tyskland, Frankrig, Belgien, Irland og Holland har bekræftet, at de vil sende fly for at evakuere statsborgere fra deres respektive lande.

Det siger Spaniens indenrigsminister lørdag, skriver Reuters.

Tre personer er døde

EU sender yderligere to fly til de resterende europæiske borgere, tilføjer ministeren - Fernando Grande-Marlaska.

USA og Storbritannien har også bekræftet, at de sender fly. Derudover er der udarbejdet beredskabsplaner for borgere uden for EU, hvis hjemlande ikke har mulighed for at sende fly afsted, siger ministeren.

Krydstogtskibet, der sejler under hollandsk flag, stævnede ud fra Argentina 1. april og sejlede derefter til Sankt Helena, som er et britisk oversøisk territorium i Atlanterhavet.

Blandt de bekræftede og formodede smittede er tre personer afgået ved døden.

Den 6. april blev en 70-årig hollandsk mand syg om bord på krydstogtskibet MV "Hondius". Fem dage senere døde han.

Efterfølgende blev hans hustru, den 69-årige kvinde, utilpas og gik i land, da hans lig blev fjernet fra skibet.

Hun gik i land på den britiske ø Sankt Helena 24. april og fløj efterfølgende til Sydafrika. 26. april døde hun i Johannesburg.

Lig skal forblive ombord

Siden fik en tysk kvinde symptomer. Hun døde 2. maj om bord på skibet. Hendes lig er stadig om bord.

- Hverken bagagen eller den afdødes lig bliver landsat på De Kanariske Øer – de vil forblive om bord sammen med en del af besætningen, siger Mónica García og tilføjer, at skibet herefter vil fortsætte turen mod Holland.

3. maj ankom skibet til Kap Verdes hovedstad, Praia, hvor WHO oplyste, at det reagerede på et formodet udbrud af hantavirus på skibet. Kap Verdes myndigheder ville ikke lade passagererne gå i land.

To dage senere meddelte spanske myndigheder, at skibet havde fået tilladelse til at lægge til på De Kanariske Øer, som Tenerife er en del af.

Ingen danskere er bekræftet smittede med hantavirus.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS