Ilulissat:
Investorer har fået grønt lys til byggeri af 5-etagers hotel
Investeringsselskabet Ilu Invest har netop fået tildelt areal fra Avannaata Kommunia til at opføre et hotel i Ilulissat. Det får 80 værelser.
Der er ifølge Frank Bagger et stort behov for flere hotelværelser i Ilulissat. Han undrer sig over, hvorfor der ikke er en form for kommunal prioritering i de sager ”der ligger i bunken”.Arkivfoto: Leiff Josefsen
Det frustrerer tre kendte og succesfulde grønlandske erhvervsfolk og investorer med Frank Bagger i spidsen, at opførelse af nyt fem etagers hotel i Ilulissat er blevet forsinket.
– Årsagen er, at en manglende kommunal tilladelse og godkendelse af vores arealansøgning midlertidigt har spændt ben for, at vi få gang i projektet, så vi kan realisere vores planer, siger Frank Bagger til Sermitsiaq.
Annonce
Annonce
Annonce
Det frustrerer tre kendte og succesfulde grønlandske erhvervsfolk og investorer med Frank Bagger i spidsen, at opførelse af nyt fem etagers hotel i Ilulissat er blevet forsinket.
– Årsagen er, at en manglende kommunal tilladelse og godkendelse af vores arealansøgning midlertidigt har spændt ben for, at vi få gang i projektet, så vi kan realisere vores planer, siger Frank Bagger til Sermitsiaq.
– Det vi kritiserer, er langsommeligheden i Avannaata Kommunias behandling af vores ansøgning. Vores kritik er rettet mod kommunalbestyrelsen og forvaltningen, siger han.
Den 13. august i år søgte investeringsselskabet Ilu Invest ApS i Ilulissat Avannaata Kommunia om at få tildelt et areal til et hotelprojekt ved vejen Hafnafjudur.
Men nu kan Ilu Invest igangsætte projektet, og det er investorerne glade for. Onsdag den 4. november meddelte Avannaata Kommunias planafdeling Ilu Invest, at selskabet havde fået tildelt areal til at bygge hotellet.
En arealtildeling giver ansøgeren ret til at bruge et areal til at bygge.
Annonce
Bag investeringsselskabet står brødrene Frank og Tommy Bagger fra Ilulissat plus den tidligere medejer af Polar Seafood, Jens Salling fra Nuuk, der er et stærkt navn i erhvervskredse.
Det kommende hotel vil Ilu Invest opføre på en grund på et sted, hvor slædesporet går forbi. Ejendommen skal som nævnt være på fem etager og får 80 værelser.
Tommy og Frank Bagger,Foto: Privat
Har udsigt til isfjordscenter
– Vi ønsker ikke at få opført et luksushotel, men vil bygge et såkaldt budgethotel. Gæsterne får fra hotelværelserne udsigt til Isfjordscentret, og i vinter- og forårssæsonerne vil de kunne se hundeslæder køre forbi. Samtidig kommer vores hotel til at ligge i gå-afstand fra diverse butikker, herunder detail- og souvenirbutikker, restauranter og vandreruter, siger han.
Ilu Invest har hyret Grønlands største entreprenørselskab, KJ Greenland i Ilulissat, der blandt andet har bygget Ilulissat Isfjordscenter og Hotel Ilulissat. KJ Greenland er endnu ikke er kommet med en pris på, hvad de kan bygge det planlagte hotel for.
– Entreprenørens byggepris skal være sådan, at vores businesscase holder. Der er kun gæsterne til at betale. For det bliver selvsagt svært for os at sælge budgetværelser til gæster fra ind- og udland, hvis værelsespriserne ikke afspejler, at der er tale om budgetværelser, siger Frank Bagger.
Han venter, at der vil gå to til tre år, før byggeriet vil stå færdigt.
Kommunalbestyrelse har ændret plangrundlag
Sermitsiaq har bedt kommunaldirektør Nick Nielsen om en kommentar til Frank Baggers kritik.
Foto: Privat
Han siger, at det omtalte område oprindeligt var udlagt af kommunalbestyrelsen til boligformål. Men at da der har været mangel på ledige arealer til hotelbyggeri i Ilulissat, samtidig med at flere investorer har vist interesse for at opføre hoteller, har kommunalbestyrelsen ændret plangrundlaget, så der også kan etableres hotelbyggeri i området.
Han understreger, at det således er Avannaata Kommunia, der gennem den politiske planlægning har skabt mulighed for, at private investorer kan realisere hotelprojekter på denne placering.
– Det pågældende hotelareal har tidligere været disponeret til et andet planlagt hotelprojekt. Dette projekt blev imidlertid ikke realiseret. Det illustrerer en af de udfordringer, kommunen står over for, skriver Nick Nielsen.
Mindre enhed arbejder med arealsager
Nick Nielsen peger på, at der er stor interesse for attraktive byggearealer, men det er ikke alle projekter, der ender med at blive gennemført. Når et areal er reserveret til et projekt, der efterfølgende ikke realiseres, kan det forsinke mulighederne for andre investorer, forklarer han.
Kommunens arealadministration varetages af en mindre enhed, hvor medarbejdere arbejder med arealsager. De behandler løbende ansøgninger om både boligbyggeri, erhvervsbyggeri og andre anlægsprojekter i hele kommunen. Ansøgningerne behandles efter de gældende regler og under hensyntagen til de nødvendige administrative og planmæssige forhold.
– Der er tale om et omfattende arbejdsområde, og sagerne må behandles systematisk og i en forsvarlig rækkefølge. Det er vigtigt at understrege, at kommunen skal sikre en korrekt og ensartet sagsbehandling, hvor alle ansøgere behandles efter de samme principper, fastslår Nick Nielsen.
Avannaata Kommunia har ifølge kommunaldirektøren en klar interesse i, at der investeres i nye hoteller og andre turismefaciliteter i Ilulissat. Og den nye internationale lufthavn skaber muligheder for yderligere vækst i turismen, så derfor er det vigtigt, at der også bliver skabt tilstrækkelig overnatningskapacitet, påpeger han.
– Kommunen har allerede taget konkrete skridt ved at ændre plangrundlaget og dermed åbne nye muligheder for hotelbyggeri. Vi ønsker naturligvis, at seriøse investeringsprojekter kan realiseres, men det skal ske inden for de gældende regler og med en forsvarlig administrativ behandling, siger Nick Nielsen.
Fik nej til 10 etager
Det er omkring et år siden, at det første gang kom offentligt ud, at Tankeraaq Ejendomme, som er ejet af Tommy og Frank Bagger, havde et stort anlagt hotelprojekt på vej i Ilulissat.
Planen var dengang at bygge et 10-12-etagers hotel med knapt 200 værelser på et areal i bymidten. Håbet var, at hotellet kunne åbne i 2028.
Men i januar i år kunne Sermitsiaq skrive, at Bagger-brødrene havde fået afslag på deres ansøgning om at bygge hotellet. Det skulle ligge i bymidten tæt på Pisiffik og Brugseni.
– Det skete uden, at projektet blev sendt ud i høring til befolkningen. Jeg kan også oplyse, at kommunen inden vores ansøgning om at opføre det 10 etagers hotel havde holdt borgermøder omkring høje byggerier for at høre om deres holdninger til det på blandt andet skolen Atuarfik Mathias Storch.
– Men der var der ingen, der var imod høje byggerier i bymidten, og derfor opfordrede vi kommunen til at komme i gang med at behandle vores ansøgning. Det endte med, at vi fik afslag, siger Frank Bagger.
Stort behov for flere værelser
Ilulissat er Grønlands største turistby. Torsdag den 29. oktober fik den nye internationale lufthavn i Ilulissat en ny rute fra København.
Med den nye lufthavn kan passagerer fra København flyve direkte til Ilulissat i stedet for at mellemlande i Nuuk eller Kangerlussuaq og flyve videre derfra.
– Potentialet med den nye direkte rute til Ilulissat er kæmpestort, ikke kun i sommerens højsæson, men også for vinterturismen, sagde Air Greenlands koncernchef, Jacob Nitter, til internetmediet Standby.dk.
Der er ifølge Frank Bagger et stort behov for flere hotelværelser i Ilulissat. Han undrer sig over, hvorfor der ikke er en form for kommunal prioritering i de sager ”der ligger i bunken”.
– Vores hotelprojekt og sikkert andre hotelprojekter vil få stor betydning for Ilulissats økonomiske udvikling og hele samfundet. Projektet bør måske ikke sidestilles med en udvidelse af for eksempel en terrasse, mener han.
Bagger-brødrene har siden 2021 sammen med Jens Salling ejet og drevet det 78 værelsers store Best Western Plus Hotel Ilulissat. Det gav i det seneste regnskabsår, 2025-26, der sluttede den 30. april 2026, knapt 1,9 millioner kroner i overskud. Det var samme overskud som året før.
Kære Læser,
Velkommen til Sermitsiaq.gl – din kilde til nyheder og kritisk journalistik fra Grønland.
For at kunne fortsætte vores vigtige arbejde med at fremme den frie presse og levere dybdegående, kritisk journalistik, har vi indført betaling for udvalgte artikler. Dette tiltag hjælper os med at sikre kvaliteten af vores indhold og støtte vores dygtige journalister i deres arbejde med at bringe de vigtigste historier frem i lyset.
Du kan få adgang til betalingsartiklerne fra kun kr. 59,- pr. måned. Det er nemt og enkelt at købe adgang – klik nedenfor for at komme i gang og få fuld adgang til vores eksklusive indhold.
Tak for din forståelse og støtte. Dit bidrag hjælper os med at fortsætte vores mission om at levere uafhængig og kritisk journalistik til Grønland.