Ny formand for Film.gl: Vi skal løfte i flok

Mads Madsen er ny formand i Film.gl. Her fortæller han om sine visioner for brancheforeningen.

Mads Madsen er autodidakt skuespiller og instruktør, indehaver af produktionsselskabet Arctic Creative og nu formand for brancheforeningen Film.gl.
Offentliggjort

Da der for et par uger siden var generalforsamling i brancheforeningen for Grønlands filmbranche, Film.gl, havde medlemmet Mads Madsen taget et papir med i baglommen.

På det stod der en tale, som han havde skrevet på aftenen forinden. Bare for en sikkerheds skyld. Det var en motivationstale for, hvorfor han skulle blive Film.gls næste formand.

Da der for et par uger siden var generalforsamling i brancheforeningen for Grønlands filmbranche, Film.gl, havde medlemmet Mads Madsen taget et papir med i baglommen.

På det stod der en tale, som han havde skrevet på aftenen forinden. Bare for en sikkerheds skyld. Det var en motivationstale for, hvorfor han skulle blive Film.gls næste formand.

Den siddende formand Klaus Georg Hansen havde meldt ud, at han ikke ville fortsætte, og det havde fået flere af filmbrancheforeningens andre medlemmer til at prikke til den autodidakte instruktør og skuespiller Mads Madsen. Kunne han være interesseret i at bestride posten?

Mads Madsen var ikke sikker.

- Det slog mig ikke med det samme, at det skulle være mig. Jeg havde mere tænkt, at det skulle blive spændende at se, hvem det blev, siger han.

Den endelige beslutning lod han afhænge af, om der var andre, der stillede op. Så da foreningen nåede til det punkt på dagsordenen, hvor det nye formandskab skulle besluttes, lå papiret med talen stadig i hans baglomme.

- Hvis der nu var en anden, der ville stille op, så kunne jeg lige så godt finde på at stemme på den person i stedet, siger Mads Madsen.

Der var stille i lang tid. Indtil han rejste sig op, meldte sit kandidatur, foldede papiret ud og begyndte at læse op:

- Vi er en flok mennesker, der har valgt en af de mest besværlige industrier i verden man kan vælge, og vi elsker det. Fiktion eller dokumentar, vi kan ikke lade være, heller ikke når det er surt og koldt og underbetalt. Det er den passion, jeg gerne vil beskytte og styrke.

Her fortæller den nyligt valgte formand, hvordan han vil gøre det.

Gribe chancen                                                                      

Drømmen om at lave film blev vakt, da Mads Madsen var 8-9 år gammel. Men det var først, da han flyttede til Grønland fra Danmark for fem år siden, at han fik gjort filmen til sin levevej. I dag har han produktionsselskabet Arctic Creative, der bl.a har lavet reklamefilm for Grønlandsbanken og Air Greenland.

Mads Madsen afløser Klaus Georg Hansen, der har været formand for film.gl i syv år. I talen han holdt på generalforsamlingen, takkede han den nu tidligere formand for sin indsats og for at have flyttet branchen et nyt sted hen gennem et ihærdigt og tålmodigt politisk arbejde.

- Klaus har skabt det fundament, som jeg står på nu. Og det jeg skal nu, skal være fundamentet til den der følger efter mig, siger Mads Madsen.

Lige nu sidder Mads Madsen med mere tekniske sider af formandsskiftet, adgang til deres bankkonto og sådan noget. Men når det kommer på plads, vil han bringe Film.gl et nyt sted hen, siger han.

- Opmærksomheden udefra er større, end den nogensinde har været, og det handler om at gribe chancen, mens vinduet er der, siger Mads Madsen.

Den langsigtede vision er, at grønlandske film skal opnå endnu mere international anerkendelse.

Historisk momentum

Det er en historisk tid for grønlandsk film.                                                                                   

For halvandet år siden blev Grønlands Filminstitut oprettet, og i januar i år påbegyndte det sit arbejde. I spidsen for instituttet, som skal fremme grønlandsk film, filmvirksomhed, filmkultur og biografkultur, står Inunnguaq Gerth.

Medlemmer af Film.gl skal være med til at bestemme retningen for foreningen.

- Mig og Inunnguaq Gerth skal sparke dørene ind alle steder sammen.

Et af de tiltag, som de har talt om, er at gøre det mere gennemskueligt, hvordan man får finansieret film i Grønland.

- Vi vil skabe større gennemsigtighed, og få samme information ud til alle, siger Mads Madsen.

Samtidigt er det en tid, hvor man oplever en stærkt øget interesse fra internationale produktionsselskaber, der gerne vil filme i Grønland. Men det er dyrt, og det overrasker mange, der ikke har lavet film under grønlandske forhold før.

- Det er jo ikke ligesom i Island, hvor du kan lande i Reykjavík, loade 10 trucks og så køre ud til en lokation, siger Mads Madsen, der også fremhævede sin praktiske erfaring i sin tale til foreningens øvrige medlemmer.

Han mener, at de skal udnytte den øgede opmærksomhed til at få sat nogle ordentlige rammer for samarbejdet med de internationale producenter, så alle føler sig trygge og godt behandlet.

- Alt for mange river sig selv over på arbejdet, siger han.

Men faktisk tænker han ikke kun på arbejdstimer, men også på at klæde produktionsselskaberne på til, hvordan de skal opføre sig, når de er i Grønland for at arbejde.

- Vi skal være mere sådan, hvis I vil være her, og have de her mennesker med, så er det sådan her vi gør det.

Nyt perspektiv

Mads Madsen vil holde fast i og styrke Film.gl som en medlemsdrevet forening.

- Jeg skal ikke bare sidde på posten og bestemme alt. Folk skal være med, siger han.

Ny bestyrelse i Film.gl

Den 3. juni 2026 blev Film.gls nye bestyrelse konstitueret. Dens medlemmer er nu:

Mads Madsen, formand

Peter Jensen, næstformand

Inuk Jørgensen, kasserer

Ane Lena Fussing Rosbach, medlem

Suppleanter til bestyrelsen er Alberte Parnuuna, Dennis Møller og Varna Marianne Nielsen.

På generalforsamlingen delte de sig op i afdelinger efter fagområde.

- Sådan får medlemmerne mere indflydelse på Film.gls arbejde, men de bliver også repræsentanter for hver deres område. Det skal blive mere sådan: Hun har ansvar for den del, og han har ansvar for den del, siger han.

Som medlem i foreningen har Mads Madsen været vidne til interne gruppedannelser. Som formand vil han komme dem til livs.

- Jeg synes, at vi skal løfte i flok, siger han.

Her ser han det som en fordel, at han har været bosat relativt få år i Nuuk.

- Jeg kan bringe et nyt perspektiv på tingene, siger han og slår fast, at det er helt fair, hvis man har erfaret, at man ikke arbejder godt sammen, eller der er noget historik, som han ikke kender til.

Men han håber på mere samhørighed, fordi det vil styrke de grønlandske filmfolk som helhed:

- Vi er et meget lille samfund, vi er meget få mennesker og vi har utroligt få midler. Så vi har simpelthen ikke plads eller tid til ikke at arbejde sammen, siger han.

Forevige øjeblikket

Der er blevet talt om i flere år, at Grønland skal hive flere internationale film ind. For Mads Madsen handler det ikke kun om finanser, men i særdeleshed om erfaring.

- Det er ikke penge, vi mangler mest. Det er viden om, hvordan vi fører de kunstneriske ideer ud i livet, siger han.

Hver gang mandskab bliver hyret og gear bliver lejet her i stedet for at blive medbragt af de internationale selskaber, er det med til at udvikle branchen, forklarer han.

- Hver gang det sker, bliver der lagt viden og erfaring i branchen, som bliver her, siger Mads Madsen.

- Det er sådan, vi gør et øjeblik til noget varigt.

Abonnementer

For at læse videre skal du være abonnent! Log ind

Sermitsiaq.gl - web artikler

  • Adgang til alle artikler på Sermitsiaq.gl
  • Pr. måned kr. 59.00
  • Pr. år kr. 650.00
Vælg

Sermitsiaq - E-avis

  • Adgang til Sermitsiaq e-avis som udkommer hver fredag
  • Adgang til alle artikler på Sermitsiaq.gl
  • Pris pr. måned kr. 191
  • Pris pr. år kr. 1.677
Vælg

AG - Atuagagdliutit E-avis

  • Adgang til AG - Atuagagdliutit e-avis som udkommer hver fredag
  • Adgang til alle artikler på Sermitsiaq.gl
  • Pris pr. måned kr. 191
  • Pris pr. år kr. 1.677
Vælg

Sermitsiaq.AG+

  • Adgang til AG - Atuagagdliutit e-avis som udkommer hver fredag
  • Adgang til Sermitsiaq e-avis som udkommer hver fredag
  • Adgang til alle artikler på Sermitsiaq.gl
  • Adgang til Arnanut e-magasin
  • Adgang til Nutserisoq.gl
  • Ved interesse send en mail til abonnement@sermitsiaq.gl
Vælg

Kære Læser, Velkommen til Sermitsiaq.gl – din kilde til nyheder og kritisk journalistik fra Grønland. For at kunne fortsætte vores vigtige arbejde med at fremme den frie presse og levere dybdegående, kritisk journalistik, har vi indført betaling for udvalgte artikler. Dette tiltag hjælper os med at sikre kvaliteten af vores indhold og støtte vores dygtige journalister i deres arbejde med at bringe de vigtigste historier frem i lyset. Du kan få adgang til betalingsartiklerne fra kun kr. 59,- pr. måned. Det er nemt og enkelt at købe adgang – klik nedenfor for at komme i gang og få fuld adgang til vores eksklusive indhold. Tak for din forståelse og støtte. Dit bidrag hjælper os med at fortsætte vores mission om at levere uafhængig og kritisk journalistik til Grønland.

Powered by Labrador CMS