Lys og musik skaber magisk afskedsaften

Simpelt. Men kraftfuldt. 

Eftermiddagen indledtes i en drømmende ro.

Lysene på scenen bag orkester og sangere var enkle, men effektfulde og gav salen en magisk, næsten hypnotisk stemning.

Afskedskoncerten, arrangeret af makkeren gennem 17 år, Jim Milne, fandt også sted i anledning af Josef Josefsens 45-års fødselsdag, hvor han ønskede at give en sidste koncert som en gave og udtryk for taknemmelighed over for publikum.

Selv havde Josef Lund Josefsen så travlt op til koncerten, at han ikke fik tid til at mærke sine følelser, før han stod på scenen.

- Da jeg gik på scenen, bragede følelserne pludselig op i mig. Koncerterne, kurserne… der satte min gråd sig i halsen. Da jeg stod på scenen med Jim (Milne, red.), gik det for alvor op for mig, at det var min sidste koncert, fortæller Josef Lund Josefsen.

Det er til dels hans egen beslutning at forlade musikkens verden. Men han understreger, at der ellers stadig er brug for hans arbejde, både musikalsk og som underviser.

Desværre kan han meget bogstaveligt mærke at støtten til hans aktiviteter er dalet gennem de senere år.

- For mit vedkommende, er mit levebrød som professionel sanger derfor slut. Det er simpelthen blevet for hårdt i takt med at der er færre koncerter og færre workshops, forklarer han.

Han har nu noget andet i ærmet, som han ikke kan komme nærmere ind på endnu. Men det bliver et ganske almindeligt job, hvor han ikke selv skal ud at ansøge penge for at tjene til dagen og vejen.

- Jeg skal noget helt andet. Det har intet at gøre med sang eller undervisning. Det er noget helt nyt for mig. Det er spændende, siger han eftertænksomt og slutter sin tanke:

- Det er nu engang min beslutning, så sådan bliver det.

Han har nogle få workshops og koncerter op til jul, men derfra skifter han spor.

På et hængende hår

Afskedskoncertens repertoire strakte sig vidt og varieret, med grønlandske sange, italienske sange, engelske sange og popklassikere, der viste Josef Lund Josefsens alsidighed.

Pianist Jim Milne, med sin naturlige kontakt til publikum, ledte det lille orkester, bestående af Fabrizio Barzanti på bas, Jonas Lundsgaard Nilsson på trommer, Hanne Sanndvig Imannuelsen på violin, Najannguaq Qvist også på violin, Tobias Van Der Pals på cello og Titken Jakobsen på tenorsaxofon, med sikker hånd, og det var tydeligt, at både musikere og tilhørere nød samspillet.

Josef Lund Josefsen og Jim Milne havde også fyldt koncerten med kendisser. Sangere, som Josef selv ser op til. Pernille Kreutzmann-Larsen, Nick Poulsen, Arnarissoq Beck Vetterlain og Inunnguaq Petrussen, blev også inviteret på scenen i kulturhuset Katuaq i Nuuk.

Den dalende støtte, som han snakkede om tidligere, ser han meget tydeligt og mest mærkbart i forhold til fondsmidler og kunder. Det er ganske enkelt blevet alt for svært at skaffe de nødvendige midler til både koncerter og workshops.

Josef Lund Josefsen har dedikeret de sidste 17 år af sit liv til at skabe sine workshops og koncerter fra bunden.

- Hvis jeg skal lave koncerter eller hvis jeg skal stå for en workshop, så skal jeg selv ud at finde alle midler til at afholde det hele. Søge hos fonde og kommuner. Hvis det er til workshops, så finde ud af, hvem der vil købe min undervisning, hvem vil arbejde med mig. Gøre rejseplaner klar, hvis det er på kysten. Budgetter. Jeg har lavet hvert arrangement fra bunden selv, for at kunne få det op at stå og samtidig dække mine udgifter, forklarer Josef Lund Josefsen og gør det ekstra klart med et eksempel: hans afskedskoncert. Den var lige ved ikke at blive til noget.

- Den kostede næsten 400.000 kroner. Det var lige før, midlerne ikke kom hjem. Bare tre dage før koncerten, lykkedes det dog at lukke alle økonomiske huller. Jeg havde ellers overvejet, om vi bare skulle aflyse. Eller udsætte. Men af logistiske årsager var det heller ikke en mulighed at udsætte den, siger han.

Han er meget taknemmelig for Tips og Lotto, der indtil det sidste har holdt fast i støtten til ham. Der har også været hjælpsomme private virksomheder, der altid har stået klar til at støtte hans forskellige projekter, som Matas, ILJ ENTREPRISE og Ittu.net. Han understreger, at han gennem sine 17 professionelle år som sanger, har oplevet støtte fra mange virksomheder.

- Det er jeg virkelig taknemmelig for. Hvis det ikke var for dem, så ville mit julealbum eller påskealbum ikke være blevet til noget, siger han.

Den manglende støtte har han mærket fra for eksempel Grønlands Kunstfond, der ud fra egne beskrivelser har mulighed for at give tilskud til uddannede kunstnere.

- Jeg har ansøgt hvert år de sidste fem år, men jeg har aldrig fået et positivt svar, siger Josef Lund Josefsen, der er uddannet operasanger fra Island.

Nyt kapitel

Til afskedskoncerten havde Josef Lund Josefsen to niecer, Arnakkuluk og Arnannguaq på henholdsvis otte og 12 år, med på scenen. De sang sammen med deres onkel og Arnarissoq Beck Vetterlain Abba-sangen, Slipping Through My Fingers. Mikrofonen hos en af pigerne begyndte at hyle, men det slog dem ikke ud. De tog det i stiv arm og sang med smukke stemmer med.

- Akkaanngua (onkel, red.), vi vil gerne give koncert igen op til jul, sagde de til deres onkel efterfølgende.

Han måtte grinende forklare dem, at det ikke bare er sådan lige. At der er flere måneders forberedelse op til en koncert. Josef griner.

Hvis han følte, at støtten til ham og hans projekter ikke var dalende, er han sikker på, at han ville fortsætte sin musikalske karriere, men nu hvor beslutningen er truffet og han skal til at vende et nyt kapitel af sit liv, så glæder han sig.

- Men jeg vil altid stå til rådighed for nye sangere, der søger råd og vejledning, fastslår han.

Oplevelserne

Når man har været ”on the road” i så mange år, så siger det sig selv, at Josef Lund Josefsen har haft mange forskelligartede oplever på sin vej. Han har fået mange taksigelser efter en koncert, men der er alligevel nogle oplevelser, der hænger fast.

- Jim og jeg gav koncert på Patienthjemmet i København. Foran sad et ældre ægtepar, der så ud til at være i 70’erne. Jeg husker, som var det i går, at vi skulle synge ”Qaammarpoq nuna”. Jims forspil på klaver er aldrig særlig genkendelig, før jeg begynder at synge. Kvindens mand begyndte at græde ukontrollabelt, da han genkendte sangen. Han hulkede. Hele hans krop rystede, mens han kone tog sin arm om ham og gjorde sit bedste for at trøste ham.

Josef får tårer i øjnene ved mindet og tager en slurk vand.

- Det var en meget rørende oplevelse. Til en grad, hvor jeg selv måtte holde mine følelser tilbage, fortæller han.

Josef husker en anden episode. Denne gang var han i Qaqortoq og sang ”Ataatarpooq”. Der var én på forreste række, der brød ud i et hjerteskærende råb og begyndte at græde.

- Der måtte jeg også sluge min gråd, der sad i halsen, fortæller han.

Når han tænker tilbage på sin musikalske karriere, så kan han absolut ikke komme udenom Jim Milne, som han kun har kæmpestor ros til.

- Han har en universitetsgrad i klaverspil og har bevis på at komponere. Han skal bare have en toneart, så kan spille. Han behøver ingen noder.

- Da jeg var under uddannelse, skulle de klassisk uddannede pianister stadig bruge noder for at spille. Derudover er Jim virkelig god til at fortolke, hvad en sang siger fra vers til vers. Så jeg plejer at fortælle ham, hvad hvert enkelt vers siger. Det er han virkelig dygtig til. Jeg har arbejdet med flere forskellige pianister, men der er ingen, der kommer i nærheden af Jim, fastslår han.

- Derudover er han jo bare et dejligt menneske, som er nem at snakke med og vi har en kæmpe kærlighed til hinanden, som partnere, venner og mennesker, siger han.

Den kontakt de to har ophører ikke ”bare” fordi Josef nu lægger musikken på hylden.

Den hypnotiserende gode afslutningskoncert er ved vejs ende. Tilhører går videre ud i livet, efter halvanden time, hvor livets problemer kunne lægges til side og bare nyde nuet.