Kunstprojekt: Nyt flag til Holms Hus
Holms Hus i centrum af hovedstaden får på torsdag klokken 16.00 nyt flag, som er det tredje i rækken af et kunstprojekt.
Det første flag var skabt af Miki Jacobsen og lignede til forveksling det canadiske, og det andet i rækken, skabt af færingen Johan Martin Christiansen, var lavet af maling, the og blæk.
Nu er det kunstneren og primus motoren bag hele projektet, Gudrun Hasle, der kommer med sit bud på et flag, som består af to øjne på denne side og teksten: ”Jeg vil garne være usynlig” på den anden.
- Gudrun Hasle tager i sin kunst oftest et personligt afsæt; i krop, følelser og tanker. Gudrun er ordblind, hvilket hun bruger og udstiller i sin kunst – ikke kun ved at stavningen ikke er retskrivningsmæssigt korrekt, men også i forhold til de følelser og psykiske konsekvenser af udelukkelse og den følelse af fejlplacering og forkerthed denne diagnose fører med sig. Der er i hendes kunst en udstillet sårbarhed, skriver Nuuk Kunstmuseum i en pressemeddelelse.
- Flaget tager dels afsæt i noget personligt, dels i noget samfundsmæssigt. ”Jeg vil garne være usynlig” er en refleksion over at komme som dansker til Grønland og føle sig stor og larmende. At man som dansker ikke kan komme udenom, at man også bærer en kolonisering eller kolonihistorie med sig. En slags besætterbagage kalder Gudrun det med et smil. Og at denne bagage kan give én lyst til at udslette sig selv som værende dansk.