Hun følger sin brors spor

Fjeldene rejser sig omkring ham.

Duften af lyng hænger i luften. En islom synger et sted mellem fjeldene. Lyden giver genklang mellem fjeldene, fordi naturens stilhed er så voldsom, at den næsten larmer.

Vi befinder os ved bunden af Ameralik i Kilaarsarfik.

Forrest går 15-årige Enos.

Han er hurtig og i god form. Hans blik bevæger sig hele tiden over landskabet, og han holder øje med alt, der bevæger sig. Han kender tegnene og ved, hvad han skal lede efter.

Han er kun 15 år, men har allerede indtaget rollen som den erfarne.

I år har han skudt flere rensdyr.

De andre følger efter. Blandt dem er 14-årige Lea, som er Enos’ lillesøster. De bor begge på børnehjemmet “Tupaarnaq” i Nuuk, og hver sommer går turen til Kilaarsarfik, hvor de i flere måneder lever tæt på naturen og lærer at gå på jagt.

Lea kender også fjeldene omkring Kilaarsarfik. Hun har været her hver sommer, siden hun var lille, og i år er noget forandret. For første gang har hun selv skudt et rensdyr.

- Nuan! Jeg blev så glad. Det var lige herovre, jeg skød den, fortæller hun og peger op mod fjeldet på den anden side af lejren.

Rundt omkring står teltene tæt samlet. Det føles næsten som at træde ind i en lille landsby midt i fjeldet. Her er rent og hyggeligt, med sovetelte og et større fællestelt, hvor dagens måltider bliver tilberedt og spist.

Før de går ud

I morgen går turen op i fjeldet, men jagten begynder længe før.

Efter aftensmaden lægger Enos og Lea deres ting frem. Alt skal være klar, så der ikke er stress, når morgenen begynder.

De behøver ikke tale meget om det. Enos og Lea ved, hvad der skal med. Snacks, reb, kniv og kikkert. Tøjet bliver valgt efter vejret og turen, for de ved, at fjeldet kan kræve sit.

Det hele bliver lagt klar aftenen før. Det er blevet en rutine for dem.

Klokken 5.30 ringer vækkeuret. Det er tidligt, men Enos og Lea er vant til det. Udenfor er luften stadig kold.

Det er nu, de skal af sted. Når solen varmer fjeldet op, bliver rensdyrene mindre aktive. Morgenmaden bliver spist i stilhed. Øjnene er søvnige, men forventningen til dagen kan mærkes.

Enos er træt efter gårsdagens lange tur, men ajunngilaq. En skål havregryn med mælk og en rugbrødsmad med ost skal nok få ham på benene igen.

Når de går ud, er det ham, der går forrest.

Han siger ikke noget, hvis han får øje på et dyr. I stedet løfter han armen og bevæger sit ærme.

En bevægelse betyder et dyr. To bevægelser betyder to.

Lea ved, hvad hun skal holde øje med, og forsøger at aflæse ham, samtidig med at hun selv læser fjeldet.

Hun mærker efter vinden.

- Måske kan dyret lugte os, siger hun.

De fortsætter.

Enos har lært at læse fjeldet af de voksne, der har taget ham med på jagt gennem årene. Nu er det Lea, der går bag ham og lærer. Hun ser på hans bevægelser, hans tempo og den måde, han stopper op på, når noget fanger hans blik.

Det er ikke noget, de behøver at forklare hinanden. 

Tanker bliver tømt

Lea ser op til ham, men hun er ikke længere kun den, der går efter. Hun er selv begyndt at sætte sine egne spor.

Lea kom første gang til Kilaarsarfik som fireårig. Gennem årene har hun lært naturen at kende og fået mere ansvar. Det, der begyndte med gåture og små opgaver, har udviklet sig til jagt.

Men Lea elsker stadig Kilaarsarfik for det samme, som hun gjorde, da hun var lille. Hun elsker at gå ture i naturen.

Når hun går alene gennem fjeldene, falder der ro over hendes tanker.

- Det, jeg elsker mest her, er gåturene. Det er, som om tankerne bliver tømt, når jeg går, fortæller hun.

Men når Lea går sammen med Enos, er stilheden en anden.

Lea holder øje med sin storebror. Med hans bevægelser og hans blik, der hele tiden søger over fjeldet.

Pludselig stopper de.

Helt oppe på toppen bevæger noget sig. Er det en ræv? Eller et rensdyr? Lea kigger mod fjeldet.

- En ræv kan ikke være så stor, tænker hun.

Så ser de dem. Fire, måske fem rensdyr bevæger sig langsomt ned ad det stejle fjeld. Lea lægger sig ned på jorden. Helt stille. Ingen må opdage dem. En lille lyd. En forkert bevægelse. Alt er risky.

Rensdyrene når længere ned. Enos løfter geværet. Lea holder vejret.

Bang.

Leas krop giver et lille ryk af forskrækkelse. Rensdyret falder. Lea ser på sin storebror. Hendes øjenbryn løfter sig flere gange, og et stort smil breder sig over ansigtet. Hun er stolt.

Kød til mor

Bagefter går de i gang med dyret. De arbejder side om side. Enos tager fat, Lea hjælper til, og indimellem sender de hinanden et blik. De kan godt blive irriterede på hinanden. Det kan søskende. Men irritationen varer ikke længe.

De fortsætter.

Med sved på panden, tunge støn og smil får de arbejdet gjort. Rensdyret, som Enos har skudt, skal sendes hjem til deres mor. Det er deres fælles arbejde, fra skuddet i fjeldet til det sidste stykke er gjort klar.

Lea går stadig efter sin bror. Men hun står ikke længere bare bag ham. Hun står ved siden af ham.

De har gået mange kilometer sammen i fjeldene. Enos foran, Lea lige bag ham. Han med blikket rettet mod rensdyrene. Hun med blikket rettet mod ham.

Men noget har forandret sig. For ti år siden var Lea den lille pige, der fulgte efter de voksne. I dag følger hun sin brors spor, mens hun samtidig begynder at finde sine egne.

Hun har skudt sit første rensdyr. Hun kan læse vinden. Hun kender fjeldene. Og hun ved, hvor hun finder ro.

Enos går stadig forrest. Lea går lige bag ham. 

Indtil en dag, hvor en anden måske følger hendes spor.