De 7.161 borgere, som den 20. august fik besked fra Skattestyrelsen om, at de havde fået for meget udbetalt i Suila-tilskud, kan være både flere og færre, end det tal viser.
Skattestyrelsen er nemlig i gang med at rette fejl i beregningerne, og det betyder, at nogle borgere kan ende med at skulle betale mindre tilbage end først oplyst, mens andre kan have penge til gode. Det er sandsynligvis et andet tal.
De 7.161 borgere, som den 20. august fik besked fra Skattestyrelsen om, at de havde fået for meget udbetalt i Suila-tilskud, kan være både flere og færre, end det tal viser.
Skattestyrelsen er nemlig i gang med at rette fejl i beregningerne, og det betyder, at nogle borgere kan ende med at skulle betale mindre tilbage end først oplyst, mens andre kan have penge til gode. Det er sandsynligvis et andet tal.
- Men om det er 5.000 eller 9.000, det kan vi ikke sige, før vi har kørt kørslen, siger Søren Würtz der er kommunikationsmanager i Skattestyrelsen.
Skattestyrelsen er i øjeblikket i gang med at rette årsopgørelserne for Suila-tilskud. De nye beregninger skal først testes grundigt, før Skattestyrelsen kan sige præcist, hvor mange borgere der skal betale penge tilbage, og hvor mange der i stedet skal have yderligere udbetalinger.
- Vi lægger os fladt ned og siger, at der er sket en fejl. Det beklager vi, siger Søren Würtz.
Flere fejl i beregningerne
Ifølge Søren Würtz er der fundet flere fejl i beregningen af Suila-tilskuddet.
Det drejer sig blandt andet om beregninger for borgere, som kun har været fuldt skattepligtige i Grønland i en del af 2025. Der har også været fejl i registreringen af visse grønlandske pensionsoplysninger.
Derudover har en fejl mellem to IT-systemer betydet, at oplysninger om arbejdsgiverbetalte pensioner er blevet hentet fra et forkert register. Det har betydet, at pensionerne ikke er blevet regnet med i borgernes indkomstgrundlag.
Suila-tilskuddet bliver beregnet ud fra de oplysninger, Skattestyrelsen har om borgeren. Året efter bliver beløbet gjort endeligt op. Her sammenlignes det beløb, borgeren faktisk havde ret til, med det, som allerede er blevet udbetalt.
Ved endnu ikke, hvem der skal betale
Skattestyrelsen kan endnu ikke sige, hvor mange borgere der skal betale penge tilbage, eller hvor mange der får penge tilbage.
- Det har vi først senere på den her uge eller starten af næste uge, fordi vi er nødt til at være sikre på, at dataene kommer helt rigtigt ind, siger Søren Würtz.
Skattestyrelsen vil først teste de nye beregninger på konkrete sager, hvor der tidligere er fundet fejl. Derefter køres beregningen for alle borgere igen.
Beklager over for borgerne
- Vi er selvfølgelig megaærgerlige over, at fejlen ikke blev opdaget i de første test, vi lavede. Vi ville jo selvfølgelig allerhelst give borgerne de rigtige oplysninger, siger Søren Würtz.
Han forstår frustrationen hos de borgere, der først har fået besked om at betale penge tilbage, og nu må vente på de endelige tal. Søren Würtz erkender også, at fejlene kan påvirke tilliden til Skattestyrelsen.
- Vi kan jo ikke vælge, om folk har tillid til os. Men i hvert fald er vi da villige til at erkende vores fejl og gøre alt, hvad vi kan, for at rette det, siger han.
Skattestyrelsen forventer, at berørte borgere får en ny årsopgørelse for Suila-tilskud 10. september. Herefter bliver eventuelle opkrævninger eller ekstra udbetalinger sendt ud. Hvis man skal betale penge tilbage, er betalingsfristen 30 dage.