Historisk Narsaq-bygning får makeover

Den forhenværende kirke, skole samt bibliotek i Narsaq gennemgår en renovering, som er finansieret af fondsmidler for 450.000 kroner.

Offentliggjort

Bygningen, som er over 100 år gammel, emmer af historie.

Og nu gennemgår den forhenværende kirke i Narsaq, hvor Henrik Lund (1875-1948) fungerede som kateket og senere præst, en renovation.

Projektet er støttet af A.P. Møllerske Støttefond, 15. Juni Fonden og Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond med henholdvis 200.000, 150.000 og 100.000 kroner.

- Jeg er meget glad og stolt over, at det er lykkedes Narsaq Museum at tilvejebringe fondsmidler til denne restaurering, siger Jesper Stormly Enevoldsen, der er museumsleder ved Narsaq Museum.

Datidens byggeskik

I dag udgør den forhenværende kirke i Narsaq, der også har fungeret som skole og bibliotek, et udstillingsområde, magasin og museumslederens kontor.

- Der er stor tilknytning til bygningen fra byens borgere og turisterne samt øvrige museumsgæster, som er meget glade for de udstillingsfaciliteter, som bygningen indeholder, siger museumslederen.

Han mener, at bygningens historie også er meget interessant, da den blandt andet er et billede på Narsaqs historiske udvikling og datidens byggeskik med videre.

Det er Td Sanasut, som står for udførelsen af arbejdet på bygningen, der ligger på adressen: Avannarlermut B-84, 3921 i Narsaq.

Powered by Labrador CMS