Hendes liv er delt ind i sæsoner – og sådan håber hun, det fortsætter

Ellen K. Frederiksen toner frem på skærmen, hvor hun er med fra en online forbindelse til Qassiarsuk.

Det er juni og læmmesæsonen på familiens fåreholdersted er netop overstået. Det er gået fint, fortæller hun.

- Vi plejer at have rigtig travlt næsten hvert eneste år, men i år synes jeg, det har været stille og roligt. Godt nok har vi haft travlt, men ikke sådan helt vildt travlt, som vi plejer nogle gange, siger hun.

1070 lam er blevet født denne sæson.

Ellen K. Frederiksen har været fåreholderkone på Illunnguujuk i over 40 år.

At lade sæsonerne på fåreholderstedet styre livet til dels var dog ikke noget, der var fremmed for hende, da hun i 1984 flyttede til Qassiarsuk.

Med en barndom i et lille bosted har hendes år stort set altid været defineret af vejret uden for, at de fangstdyr, der har været i sæson og af de afgrøder, der var modne og klar til at rive op af jorden.

- Vi levede faktisk af, hvad naturen gav os, og af det, der var i sæson i løbet af året.

Hendes hjerte banker for Sydgrønland og den måde at leve på, og hun håber på en samfundsudvikling, der kan giver generationer efter hende mulighed for at leve deres liv på samme måde.

Mudderkager og radiser i Saqqamiut

Ellen Karen Frederiksen – døbt Ellen Karen Poulsen – blev født 21. oktober i 1959 i Arsuk, hvor hendes mor, Adolfine Poulsen, stammer fra.

Ellen K. Frederiksen er den ældste i en søskendeflok på seks, og i de første år af sit liv boede hun og hendes familie i Saqqamiut, hvor hendes far, Sebulon Poulsen, er fra.

I Saqqamiut var der kun syv familiehuse. Man levede af fiskeri og fangst – det var også det, som Ellen K. Frederiksens far og bedsteforældre lavede.

Udover at være fanger, drev bedsteforældrene også en smule landbrug. De havde tyve får, to geder og høns, og en lille have, hvor der groede roer, radiser og rabarber.

- Det var et rigtig dejligt sted, og det var den bedste barndom, vi havde, fortæller hun.

Om foråret blev der samlet muslinger og fisket efter stenbider og ammassat. Andre tidspunkter gik de på fuglejagt – blandt andet efter skarv.

Der blev røget ørred, tørret torsk og sælkød.

Man levede af, med og i naturen.

- Vi var næsten aldrig indenfor, siger hun.

I den sø, hvor de skulle hente vand, fangede de hundestejler med mælkekartoner. I små vandhuller nede på stranden lavede de mudderkager og dekorerede dem med blomster.

Med små sten, der var formet sjovt, legede de far, mor og børn.

- Vi havde næsten intet legetøj. Mine forældre var ikke rige eller noget i den stil. Så alt var simpelthen noget så sparsomt. Men alligevel manglede vi intet. Vi sultede ikke, fordi vi havde al den natur, vi kan bruge.

Blev forelsket i en fåreholder

Da Ellen K. Frederiksen var otte år gammel, fik hendes far en rygskade.

Lægen fortalte ham, at han blev nødt til at finde et andet erhverv.

Derfor flyttede Ellen K. Frederiksen med sine forældre og fem søskende til Qassimiut i 1968, hvor faderen i begyndelsen fik en vikartjans som kateket i kirken. I slutningen af 70'erne blev begge forældre ansat på skolen som lærere.

Senere rykkede hele familien til Narsaq, hvor forældrene stadig bor den dag i dag.

Ellen K. Frederiksen flyttede dog allerede til Narsaq som ti-årig, længe før sine forældre.

Her boede hun med sin bedstemor, der efter at have holdt stand i Saqqamiut som den sidste, endte med at flytte fra stedet, da Ellen K. Frederiksens bedstefar døde i 1970.

I folkeskolen i Narsaq blev Ellen K. Frederiksen – som mange andre grønlandske folkeskoleelever – sendt til Danmark i et års tid, hvor hun skulle gå i en dansk skole og bo hos en dansk plejefamilie.

Hun endte på et lille landsted i Vendsyssel, den nordligste del af Danmark – i nærheden af en lille by, der hedder Tårs. Hun gik på en lille skole i by ved navn Lørslev, hvor hun var den eneste grønlænder.

I starten var det meget hårdt at bo så langt hjemmefra.

Hun husker, hvor svært hun havde ved at forstå den familie, hun boede hos. Dialekten var tyk – når man skulle ud at køre, blev der sagt ’at tjøre’ i stedet. Hun husker også lugten af ko og gris.

- Den første gang jeg skulle ud i stalden og åbnede døren, var det som at blive slået omkuld på grund af den der stank.

En lugt, der slet ikke mindede om de lugte, hun var vokset op med.

- Men jeg vænnede mig til det.

Da hun vendte retur til Narsaq, færdiggjorde hun folkeskolen. På det tidspunkt var der netop startet en forsøgsordning med en to-årig HF-uddannelse, som man kunne tage i Nuuk. Muligheden for at blive i Grønland og videreuddanne sig fik Ellen K. Frederiksen til at søge ind, og hun fik plads.

Herefter tog hun læreruddannelsen og blev færdig i sommeren 1984. Et år forinden havde hun mødt fåreholderen Carl Frederiksen, mens hun var i praktik i Narsaq.

Han boede i Qassiarsuk og var barnebarn af Otto Frederiksen, der i 1924 grundlagde Qassiarsuk, da han – som den første grønlænder – etablerede sit fåreholdersted i området.

Med en bestand på godt 150 får påbegyndte han det, der i dag er et familieforetagende – snart på fjerde generation.

Et foretagende som Ellen K. Frederiksen også blev en del af, da hun forelskede sig i Carl Frederiksen.

Da hun havde færdiggjort sin læreruddannelse i Nuuk, flyttede hun til Qassiarsuk, hvor hun fik job som lærer på skolen sammen med to andre tilflyttere. Ellen K. Frederiksen blev gravid og fødte en søn i 1985. I 1987 blev hun og Carl Frederiksen gift, og samme år fødte hun igen.

I dag har de sammen tre sønner og otte børnebørn.

Og de 150 får, som Otto Frederiksen begyndte med, er i dag blevet til 630 moderfår og 20 væddere.

Fårehold og turisme

Mens det var naturen og fangsten, der definerede Ellen K. Frederiksens liv og hverdag, da hun var barn, er det i dag fårene, der bestemmer årscyklussen på fåreholderstedet i Qassiarsuk.

I efteråret 2024 gik Ellen K. Frederiksen på pension som lærer og skoleleder, og lige siden har hun kunne koncentrere sig om at hjælpe til på gården – med fårene og med markerne, der skal sås og høstes.

- 1. november skal alle dyrene ind, og så skal de fodres to gange om dagen helt ind til midten af juni, hvor de skal ud igen.

I december måned, hvor fårene er indenfor, begynder bedækningen – hvor moderfårene parres med vædderne. Herefter følger årets mest stille periode for familien Frederiksen. I marts klippes fårene og omkring 10. maj begynder fårene at læmme (føde. red.).

Og det går vildt for sig.

- Der er rigtig, rigtig mange får og lam i stalden i den periode, så der er rigtig, rigtig travlt. Og vi er nødt til at hente personale ude fra til at hjælpe os, fortæller hun.

Faktisk er der ikke tid til andet i den periode – Ellen K. Frederiksen, hendes mand og deres søn skal være i stalden 24/7.

Sådan er det hvert år frem til midt juni.

Slagtesæsonen følger med efteråret, og når den er slut engang i oktober, begynder årshjulet forfra.

- Hov. Et øjeblik – jeg skal lige tale med min søn, lyder det pludselig fra Ellen K. Frederiksen, der afbryder interviewet og forsvinder ud af skærmbilledet.

En gæst i det vandrehjem, som familien driver ved siden af deres gård, skal tjekke ud, og Ellen K. Frederiksen skal lige hjælpe til.

- Så er jeg tilbage, siger hun få minutter efter og smiler.

For som om et liv som lærer, skoleleder og på en gård ikke var nok, begyndte familien i 1995 også at arbejde med turister.

Der kom mange turister til Qassiarsuk dengang. Sådan har det faktisk været i to årtier efterhånden, fortæller Ellen K. Frederiksen. I slut 90'erne synes hun og en af hendes veninder, at det var en skam, at bygden ikke havde et sted, hvor de besøgende kunne få sig en kop kaffe eller lidt at spise.

Så de slog et stort telt op og indrettede det med borde med duge og lys på.

- Og så smurte vi smørrebrød og bagte kager, fortæller hun.

Mange kom og købte kaffe og mad i teltet, og i samarbejde med deres mænd åbnede veninderne en rigtig café i 1997, hvor de to kvinder begyndte at arbejde i deres sommerferie.

- Det var kun os, der arbejdede, for det kunne ikke rigtigt betale sig at have ansatte. Så det var vores fritid, vi brugte, fortæller Ellen K. Frederiksen.

I 2003 udvidede Ellen K. Frederiksen og hendes mand deres turismevirksomhed, da de åbnede det lille vandrehjem, Illunnguujuk, der er opkaldt efter deres fåreholdersted.

Caféen drev de helt frem til 2014. Det år blev skolen ramt af skimmelsvamp og måtte se sig om efter nye lokaler. Caféen var den eneste bygning i området, der var stor nok til at huse de omkring 12 elever, der gik på skolen på daværende tidspunkt, så de endte med at sælge bygningen til kommunen.

I dag fungerer den stadig som skole.

Uranminer og aldersbekymringer

Ellen K. Frederiksen nærmer sig i dag de 70 år, og alderen er en ting, som godt kan fylde en del, når hun prøver at skue fremad.

- At blive gammel sådan et sted her, det er jo ikke helt det optimale, siger hun og fortsætter:

- Vi er så få, så der er mangel på arbejdskraft og intet sundheds- og plejepersonale. Så hvis vi ikke skal blive en byrde for vores søn, er vi nok nødt til at flytte et andet sted hen.

Hun elsker dog stadig livet i Qassiarsuk.

Når hun tænker tilbage, har hun nok altid forestillet sig, at hun skulle ende med at bo sådan. For hende var barndomsbygden Saqqamiut, med de få familiehuse, et ideal.

- Selvom vi ingen bær har her, på grund af fårene, så er området stadig en stor madkurv. Vi kan leve af det, som naturen og dyrene giver os, siger hun.

Der er dog samtidig ting, der bekymrer hende, når hun tænker på fremtiden for Qassiarsuk.

Der er cirka 60 kilometer mellem Kuannersuit og Qassiarsuk.

Tanken om, at Qassiarsuk og området omkring Narsaq ikke altid vil forblive det skønne naturområde, som hun, familien og andre har kært, og baserer meget af deres levevis på, gør hende urolig.

- Uranminen i Narsaq har været omtalt i rigtig mange år. Jeg har en følelse af, at den har været en hæmsko for udviklingen i Sydgrønland, siger hun.

LÆS OGSÅ

Siumut efter afslag til mineselskab: Hvor skal nye indtægter komme fra?

- Vi har mere brug for naturen omkring os og de dyr, vi lever af, fremfor en mine. Det er i hvert fald min holdning.

I stedet for at poste pengene i minedriften håber hun, at man vil satse mere på turisme og på bæredygtighed, og på den måde forsøge at vende den skrantende økonomi, som længe har domineret i kommunen. 

Næste drøm, som Ellen K. Frederiksen håber på at kunne få indfriet, er en måde at få afsat al den uld, som de hvert år brænder.

- At vi kan få vores eget spinderi her i Grønland – så vi kan få lavet vores uld til garn, som folk og turister kan købe, fortæller hun.

Men indtil den dag kommer, så går året sin gang på Illunnguujuk. Fårene føder og lukkes ud i fjeldet med deres lam – og inden længe skal der slagtes.