Koncert
Film og klassisk musik leveret af kvintet
Der er noget for både øjne og ører, når Ensemble Sirius efter en længere turné i de nordiske lande kommer til Nuuk for at give koncert, hvor den grønlandske komponist Arnannguaq Gerstrøm kan opleves.
Kvintetten består af fem unge kvindelige musikere, der fremfører nye nordiske klassiske værker, hvoraf en af dem er skrevet af Arnannguaq Gerstrøm.
Audivisuel koncert
- Der er dog ikke alene tale om en klassisk koncert, men et rigt varieret audiovisuelt program. Inden hvert musikstykke vises en video, hvor hver af de seks nordiske komponister, der har skrevet et værk til kvintetten, fortæller om deres arbejde og hvor han eller hun har hentet sin inspiration. På denne måde får publikum ikke kun en musikalsk oplevelse men også indblik i komponistens arbejde og musikkens tilblivelse, oplyser kvintetten i en pressemeddelelse.
Komponisterne er således ikke blot et navn på nodepapiret, men er til stede under fremførslen – enten personligt eller i form af videointerviewet - ligesom de aktivt har været inddraget i kvintettens arbejde med musikken.
Blandet baggrund
Ensemblet – som er bosiddende i Aarhus – består af 5 musikere med henholdsvis dansk, færøsk, svensk og tysk baggrund. Deres fælles interesse for moderne musik har ført dem sammen i en nøje gennemtænkt konstellation.
De mestrer hvert deres instrument: Trompet, saxofon, kontrabas, klaver og slagtøj. Således åbner disse instrumenter for ganske utraditionelle, men helt nye universelle klange i kammermusikken. Kvintetten ønsker på denne måde både at udforske særpræget.
Her spiller de
Det går løs i Katuaq den 30. august kl. 18.30, mens borgerne i Sisimiut kan opleve kvintetten i kulturhuset den 3. september kl. 16.00.
Kammerorkestrets medlemmer
- Sofie Brems Sørensen, trompet (Danmark)
- Kristina Thede Johansen, saxofon (Færøerne)
- Agnes Holmberg Lundevall, kontrabas (Sverige)
- Frieda Funk, klaver (Tyskland)
- Ninna Morsing, slagtøj (Danmark)
De seks komponister
- Arnannguaq Gerstrøm, Grønland
- Þurídur Jónsdóttir, Island
- Atli K. Petersen, Færøerne
- Lars Karlsson, Åland/Finland
- Isac Broman, Sverige
- Mette Nielsen, Danmark