Borgere: Hvad mon aftalen med USA indeholder?

De politiske ledere i Grønland, Danmark og USA planlægger at underskrive en aftale i dag tirsdag for at styrke sikkerheden i Arktis. Sermitsiaq har spurgt, hvad borgere i Nuuk og Ilulissat mener om den nuværende situation.

Borgere i Ilulissat og Nuuk har forskellige holdninger til den kommende aftale mellem tre lande om at styrke sikkerheden i Arktis.
Offentliggjort

Naalakkersuisut meddelte fredag, at USA, Danmark og Grønland vil underskrive en aftale om at styrke sikkerheden i Arktis. Udkastet til aftalen er endnu ikke offentliggjort, men har vi spurgt borgere, hvad de håber, den vil indeholde.

Lars Heilmann, ansat i Kommuneqarfik Sermersooq.

Lars Heilmann.

Danmark, Grønland og USA planlægger at underskrive deres aftale i denne uge. Hvad synes du om, at sagen er nået så langt?

– Jeg har hørt om sagen og fulgt med. Forhandlingerne mellem USA, Danmark og Grønland er interessante. Det bliver spændende at se, hvornår aftalen bliver underskrevet, og hvad den indeholder, da den endnu ikke er offentliggjort. Men med tanke på forhandlingerne sker der endelig noget.

Aftalen er endnu ikke offentliggjort, og vi har ikke set den. Hvad håber du, den kommer til at indeholde?

- Jeg håber, at Grønlands fremtid vil indgå i den. At indholdet i højere grad vil handle om Grønland, altså at borgerne får mere selvbestemmelse.

Det er nu planen, at aftalen skal underskrives. Der er sket meget i processen. Hvordan vil du beskrive, at sagen er nået hertil?

- Jeg er mest spændt på, at indholdet bliver offentliggjort, især de dele, der vedrører vores land.

Hvordan tror du, aftalen vil påvirke dig, når den er underskrevet?

- Den vil uundgåeligt påvirke vores landsmænd. Det bliver spændende, når underskrivelsen træder i kraft. Jeg håber, at flertallet af grønlænderne får mere indflydelse, og at der bliver større tryghed.

Abel Karlsen, fisker i Ilulissat.

Abel Karlsen.

Der skal underskrives en aftale, hvad siger du til det?

- Som borgere i Grønland har vi ikke følt os trygge i de senere år. At der nu skal indgås en sådan aftale, er meget betryggende.

Hvorfor er det betryggende?

- Jeg kender ikke indholdet. Men jeg er meget beroliget over, at de lande skal underskrive en samarbejdsaftale, fordi jeg forventer, at den indeholder forhold om forsvar.

Medlemmer af naalakkersuisut og til dels også Inatsisartuts opposition har læst udkastet til aftalen og har blandt andet skrevet om det. Aftalen skal indgås mellem stormagterne, uden at borgerne har set den. Hvad siger du til det?

- Jeg mener helt bestemt, at indholdet først burde være blevet oplyst til befolkningen i Grønland. Først derefter burde aftalen indgås. Jeg har ikke noget imod, at den bliver underskrevet, men jeg vil gerne først se indholdet og hvilken betydning den får for mig og borgerne, når den er underskrevet.

Hvad ønsker du skal sikres i aftalen?

Det, jeg ønsker mest af alt, er, at vi til enhver tid befinder os i en tryg situation. Når jeg ser tilbage, har jeg været bekymret, fordi udtalelserne har været hårde.

Hansine Petersen, lærer på Majoriaq i Ilulissat.

Hansine Petersen.

Der skal underskrives en aftale, hvad siger du til det?

- Det er ikke rart at være borger uden at kende indholdet af den aftale, der skal underskrives. Hvis jeg for eksempel skal skrive under på noget, vil jeg først forstå indholdet: Hvad er det egentlig, jeg skriver under på? Jeg bryder mig slet ikke om, at borgerne ikke først er blevet hørt, før de tre lande skal underskrive.

Hvad ønsker du skal sikres i aftalen?

- Jeg har svært ved at forstå, hvad der skal underskrives. Men jeg kan kalde det bekymrende, fordi Trump de seneste år har været meget interesseret i vores land. Ud fra de debatter, jeg har fulgt, forstår jeg, at han interesserer sig for Grønlands centrale placering i forhold til andre magtfulde lande. Men det, der ikke bliver talt om, er borgerne. Hvad skal der ske med os? Hvis aftalen får negative konsekvenser for vores hverdag, vil det naturligvis hverken være rart eller trygt.

Medlemmer af Naalakkersuisut og dele af oppositionen i Inatsisartut har læst udkastet til aftalen og har blandt andet udtalt sig. Aftalen skal indgås mellem stormagterne, uden at borgerne får den at se. Hvad håber du?

- Jeg håber altid, at vi ikke bliver styret af stormagter, at vi kan være frie i Grønland, og at vores efterkommere også vil være frie. Jeg ønsker virkelig ikke, at det ændrer sig.

Willads Korneliussen, førtidspensionist.

Danmark, Grønland og USA planlægger at underskrive deres aftale i denne uge.

Hvad mener du om, at sagen er nået så langt?

- Grønland har ikke indgået aftalen. Den danske stat indgår aftalen med USA. For at redde den danske stat. Grønland er ikke det væsentlige i dette. Grønland bliver blot inddraget og får ingen indflydelse. Det er kun danske interesser, der bliver varetaget.

Hvad begrunder du den opfattelse med?

- Ud fra det, jeg kan se, taler Grønland om at blive mere selvstændigt, men den danske stat kæmper fortsat med alt. For at få aftalen i hus vil de nu give alt til Grønland, altså for at redde deres egne interesser.

Hvad er det, danskerne interesserer sig for?

- Den danske stat sigter mod at stå stærkest, og bruger Nato-allierede som redsskab. Det er den danske stat, der forsøger at stå stærkest muligt ved at bruge Grønland som redskab. Den danske stat har intet. Den har hverken kapital eller varer at sælge.

Indholdet af aftalen er endnu ikke offentliggjort, men Willads Korneliussen kan alligevel gætte, hvad formålet er.

Aftalen er endnu ikke offentliggjort, og vi har ikke set den. Hvad håber du, den vil indeholde?

- Jeg har meget svært ved at forestille mig det. Men som jeg allerede har sagt, handler det i højere grad om, at den danske stat skal stå bedre placeret i Arktis. De ved, at de ikke kan lave en aftale uden Grønland, for så vil de ikke have indflydelse på aftalen. Danmark vil nemlig ikke få større udbytte.

- Jeg håber, at der bliver lavet en aftale med konkrete fordele for Grønland. Ikke kun for den danske stat.

Kan du give eksempler på, hvad der kan være til gavn for Grønland?

- Hvis det handler om forsvar, håber jeg, at overvågningen af kysten bliver forbedret. De bedst egnede til at overvåge i Grønland ville være den canadiske kystvagt (Canadian Coast Guard, red.). Det er dem, vi bør indgå aftaler med med tanke på SAR. Den danske stat kan ikke klare det, for de kender ikke til Arktis. De dygtigste til Arktis er på den anden side, nemlig Canada. Det er dem, vi bør samarbejde med.

Underskrivelsen af aftalen er nu planlagt. Der har været mange begivenheder i processen. Hvordan vil du beskrive, at sagen er nået hertil?

- Jeg mener ikke, at Grønland indtil i dag har været presset af Donald Trump. Vi er ikke blevet presset. Det er den danske stat, der er blevet presset, og derfor er den først nu begyndt at fokusere på Grønland. Trump har ret, når han siger, at den danske stat ikke har løst sine opgaver i Grønland. Det er først nu, den danske stat har fået øjnene op for sine opgaver.

Hvordan tror du, at det vil påvirke dig, når aftalen er underskrevet?

- Jeg ved ikke, om den kan få en direkte indflydelse på mig. Det afhænger af, om NATO vil godkende aftalen, for de vil ikke acceptere, at der indgås en aftale uden om dem.

Powered by Labrador CMS