Tusaannga udvider åbningstid: Personer med selvmordstanker skal hjælpes
Telefonrådgivningen, Tusaannga udvider nu deres åbningstid for at hjælpe selvmordstruede. Nu kan man ringe til Tusaannga næsten døgnet rundt.
Hvis man føler sig alene og har mørke og dystre tanker, så kan man ringe til Tusaannga for at snakke med nogle. Børn, unge og voksne kan nu få hjælp i længere tid i weekenden og sent om aftenen i hverdagen.
De nye åbningstider for Tusaannga er:
- Mandag – torsdag: kl. 09:00 – 00:00
- Fredag & lørdag: kl. 09:00 – 04:00
- Søndag: kl. 09:00 – 00:00
Tusaannga lukkede ellers for deres telefoner klokken 22.00 i hverdagen og om søndagen, mens man kunne ringe fra klokken 09.00 til 04.00 om fredagen og om lørdagen fra klokken 16.00 til 04.00.
Naalakkersuisut oplyser, at Tusaannga allerede har hjulpet mange personer og at en tidligere statistik viser, at selvmordstanker er den næst hyppigste årsag til at kontakte Tusaannga. Da selvmordstanker kan opstå på alle tider af døgnet og skal afhjælpes akut udvides åbningstiden.
- Vi skal have selvmordstallet ned og det kan være afgørende for en person med selvmordstanker at få hjælp på det rigtige tidspunkt. Ved at udvide Tusaanngas åbningstider kan vi forebygge ulykkelige hændelser, hvor et menneske tager livet af sig selv. Vi skal helst forebygge, at et menneske kommer så langt ud, men når det sker, skal vi gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe, siger Naalakkersuisoq for Børn, Unge, og Familier, Paneeraq Olsen.
Tusaannga har modtaget næsten 7.000 opkald på tre år.
Alle kan ringe til Tusaannga
Tusaannga har hjupet i alt 2.576 personer i 2021, hvilke er en stigning på 240 opkald i forhold til året før. Der har været en stor stigning i antallet af personer, der kontakter Tusaannga for første gang. Næsten 40 % af opkaldene i 2021 var fra personer, der ikke tidligere havde kontaktet Tusaannga. Det oplyser Naalakkersuisut.
Telefonrådgivningen kan bruges af børn, unge og voksne som har svære tanker eller bekymringer på sig, som de ikke vil dele med deres venner og familie.