Topas siger farvel til direktør
Direktør for Diskoline og Topas hoteller i diskoområdet Mike Kruse er blevet fritstillet med øjeblikkelig virkning. Det sker ifølge direktøren for Topas Group fordi der skal omstruktureres i ledelseslaget.
- Det er ikke så dramatisk. Vi har bare besluttet, at der skal omorganiseres lidt. Vi har frem til nu haft en område direktør (Mike Kruse, red.), fortæller direktør i Topas Group, Jørgen Sølvsten Nielsen, til Sermitsiaq.AG.
- Den stilling har vi nu valgt at nedlægge, fordi vi i stedet vil have én direktør for Disko Line og én direktør for hotellerne.
Det er Topas Group, der står bag de tre hoteller, Hotel Icefiord, Hotel Disko Island og hotel Diskobay.
Farvel til Mike Kruse
I forbindelse med at stillingen er nedlagt, har Topas valgt at fritstille Mike Kruse, som altså ikke skal være en del af den nye ledelse. Hvorfor, vil direktøren ikke kommentere, men han understreger, at Mike Kruse ikke har misligholdt sin kontrakt.
Omstruktureringen sker ifølge direktøren for at styrke ledelsen i de enkelte selskaber frem for en mere overordnet fælles ledelse.
Jørgen Sølvsten fortæller, at der endnu ikke er sat navne på, hvem der skal sidde på de nyoprettde stillinger, som begge skal høre hjemme i Grønland.
- Vi arbejder på sagen og regner med at vi kan melde ud om den nye organisationsstruktur sidst i september eller først i oktober, lyder det.