Tid til at udgrave havnen i Kangerlussuaq
Sejlrenden i Kangerlussuaq havn har nu for meget sand og trænger til at blive gravet dybere igen. Sikuki Harbour, der nu har ansvaret for havnen, vil finde en holdbar løsning.
Opmålinger af sejlrenden i Kangerlussuaq havn i begyndelsen af juni viser, at der er en markant tilsanding der gør, at det er besværligt for pramme og landgangsfartøjer at sejle ind.
Det oplyser Sikuki Harbour i en pressemeddelelse og påpeger, at selskabet arbejder for at finde frem til en holdbar løsning på problemet. Sikuki Harbour har overtaget driften af havnen.
Udfordringen med tilsandet sejlrende i Kangerlussuaq havn er ikke nyt. Sidste år påpegede Arctic Circle Business, at det er nødvendigt at suge sandet af sejlrenden, så krydstogtskibenes landgangsfartøjer kan komme ind og ud uden problemer og derved undgå flaskehals af krydstogter ved Kangerlussuaq.
Ved lavvande er det på nuværende tidspunkt ikke muligt at losse af eller sejle passagerer ind på grund af for lav dybde.
Forhøjes med 25 cm hvert år
Sejlrenden i Kangerlussuaq er omtrent 800 m lang og 40 m bred og den tilsander med omkring 25 cm hvert år som følge af sedimenttransport fra deltaet omkring Kangerlussuaq.
- På nuværende tidspunkt undersøger vi muligheden for om det er muligt at få foretaget en mindre uddybning af sejlrenden allerede i år, så vi får tid til at planlægge en større uddybning, der kan holde sejlrenden farbar i flere år, Simon Høgsholt, Teknisk Chef, Sikuki Nuuk Harbour A/S.
Sikuki Harbour undersøger i samarbejde med departementet for bolig og infrastruktur, om uddybning af sejlrenden kan ske allerede i år, så pramlosning fra forsyningsskibe og ilandsætning af krydstogtspassagerer kan klares døgnet rundt.
Udover at arbejde med en løsning på sejlrenden, vil Havnemyndigheden i løbet af 2023, få udbedret sikkerhedsstiger og pullert, samt opsat videoovervågning og vejrstation på havnen.
I 2022 blev der foretaget en mindre oprensning med en sandsuger.