Flyvninger til Sisimiut midlertidigt indstillet

Grundet vurderinger af sikkerheden af landingsbanen i Sisimiut, er alle flyvninger til og fra Sisimiut aflyst mellem 12.-14. oktober. 

Air Greenlands fly kan for nuværende ikke lande i Sisimiut.
Offentliggjort

Air Greenland har midlertidigt måttet indstille flyvningerne til og fra Sisimiut den 12.-14. oktober.

Beslutningen blev truffet, efter at to forskellige besætninger i forbindelse med deres landinger oplevede, at flyets bremsevirkning var væsentlig anderledes end oplyste bremseværdier. Det skriver Air Greenland på sin hjemmeside.

Air Greenland er nu i gang med at foretage en flyvesikkerhedsmæssig vurdering. Det sker i tæt samarbejde med Greenland Airports.

- Flyvningerne genoptages, så snart Air Greenland vurderer, at det er flyvesikkerhedsmæssigt forsvarligt, skriver Air Greenland.

De berørte rejsende har modtaget nye rejseplaner, oplyser flyselskabet.

- De berørte rejsende har modtaget nye rejseplaner, som for nogle ligger flere dage senere end planlagt. Dette skyldes ikke kun de ovennævnte forhold, men også begrænset flykapacitet, da et af vores Dash 8-fly er ude af drift på grund af teknik. Ombookinger foretages løbende på tværs af rutenettet, og rejseplanerne kan derfor ændre sig. Vi opfordrer rejsende til at beholde den nuværende rejseplan, indtil de eventuelt modtager en opdatering, lyder det.

Air Greenland opfordrer rejsende om at følge med udviklingen via app og på hjemmesiden.

Powered by Labrador CMS