Nødråb fra Qaqortoq: Ingen gør noget for de udsatte borgere

En ildelugtende dunst rammer os i næsen, da vi åbner døren. Cigaretskodder ligger smidt på gulvet. Gamle madvarer står åbne og køkkenvasken er fyldt op med det, der ligner månedgammel opvask. Der ligger glasskår på gulvet og rummet har kun en sofa og et lille sofabord. Væggene er matgule fra cigaretrøg. Vi er på besøg hos én af de udsatte, som Johanne Høegh jævnligt besøger og afleverer mad til. Hvis ikke hun kom og bankede på, ville ingen komme forbi.

Da vi træder ud efter besøget, peger Johanne Høegh op mod lejligheden og udbryder.

- Det er dét, jeg bliver så tosset over. Ham vi lige har besøgt er fra en fanger familie.

Hendes stemme knækker over, før hun fortsætter.

- Jeg kan blive så ked af det over, hvordan Grønland pludselig er blevet etagehuse i stedet for sælfangere. Kristine Johanne Høegh peger op mod lejligheden vi netop har forladt.


Vi går videre op ad bakken bag hallen med en strid nordenvind imod os, der får vores kinder til at stivne.

- Det er tabu at være udsat i vores kultur, slår Johanne Høegh fast og fortsætter:

- De her folk bliver ikke kun overset af kommunen. De bliver også overset af befolkningen. Vi har brug for mange flere frivillige kræfter på det her område, men det er meget svært at finde frivillige.

Min egen kommune overser de udsatte

Johanne Høegh husker øjeblikket tydeligt. Oplevelsen, der fik hende til, frivilligt, at begynde at uddele mad til de hjemløse og udsatte i Qaqortoq. Hun peger over mod forbrændingen på vores gåtur rundt i Qaqortoq.

- Jeg skulle ud og aflevere noget affald ved forbrændingen. Så var der en mand, der kom ud. Jeg tænkte: Hvorfor kommer han ud derfra?

Johanne Høegh undrede sig. Hvorfor kom han ud derfra, tænkte hun. Det viste sig, at han ledte efter mad.

- Jeg kunne ikke få det ud af hovedet, da jeg kom hjem. Jeg opsøgte ham efterfølgende, og hjalp ham med mad, fortæller hun med bævrende stemme.

Oplevelsen fandt sted for en del år siden, men forandrede Johanne Høegh for altid. Hun er ikke fru hvem som helst. Hun vandt senest PiSiu-prisen 2026 for sit store sociale arbejde i Qaqortoq. Flere gange om ugen går hun rundt med brød og madvarer og tjekker op på flere udsatte borgere. Nogle hjemløse. Andre udsatte på andre måder. Alle i klemme i systemet.

- Min egen kommune, Kommune Kujalleq, overser dem. Alle overser dem (de udsatte borgere red.) Dem nede fra kommunen hilser dårligt nok på mig, fordi jeg konfronterer dem med den manglende handling, fortæller hun

Af og til hæver Johanne Høegh stemmen, når hun taler om forholdene for de udsatte i Qaqortoq, og man er ikke i tvivl om, at hun er vred. Hun er vred over, at der ikke bliver gjort mere fra Naalakkersuisut og Kommune Kujalleqs side. At der, ifølge hende, bliver delt penge ud til højre og venstre, men intet bliver gjort for dem, der har allermest brug for det. Forklaringen på problemet skal ifølge Johanne Høegh ses i forskellen mellem rig og fattig.

- Uligheden er for stor. Der er et problem i fordelingen af pengene, siger hun.

Johanne Høegh har gennem mange år besøgt folk på kanten af samfundet og ser en tydelig tendens.

- Der bliver flere og flere udsatte borgere, der har brug for hjælp. Det er helt sikkert, fortæller hun.

Mange af dem, som har brug for hjælp, er tidligere institutionsbørn, som får en lejlighed, når de fylder 18, men som derefter ikke får hjælp til andet, forklarer Johanne Høegh, mens hun spejder ud over det, hun selv kalder slumkvarteret i Qaqortoq.

- De er blevet fjernet fra deres familie og har boet på institution og herefter er relationen til familien blevet ødelagt. Ergo kan man ikke få hjælp hos familien længere, og så står de helt på egne ben.

Johanne Høegh køber madvarer for penge fra egen lomme. En gang imellem er der lokale donorer, som giver engangsbeløb eller gavekort. Hun er et kendt ansigt og politikere hilser på hende til offentlige arrangementer. Alle har de hørt om hendes indsats.

- Men det giver mig jo ikke flere penge til at hjælpe de udsatte, konstaterer hun tørt.

Forbud får misbrug til at flytte sig til hash

Kommune Kujalleq indførte fredag d. 2 oktober et akut alkoholforbud, blandt andet at sætte en prop i de voldsomme episoder, der har været på det seneste.

Men det alkoholforbud skulle have været indført for længe siden, synes Johanne Høegh. Hun ser, hvordan alkoholforbuddet er positivt for nogle, men hun ser samtidig også, hvordan alkoholforbud ofte medfører, at misbruget flytter sig.

- Mange af dem som har det godt i forvejen, er glade for det (alkoholforbuddet red.). Der er ikke flere efterfester. Men hashhandlerne er også glade. Alkoholforbruget flytter sig bare til hash i stedet.

Hun synes den bedste løsning fremadrettet bør have fler.

- Det er vigtigt at der kommer et system i det hele. Ligesom de gør i Island ville det fungere godt, hvis alkoholsalget er adskilt fra dagligvaresalget. Og så skal arbejdsløsheden bekæmpes. Der er for lidt arbejde generelt. Der er mange ting, der skal løses for de udsatte borgere.

Drømmen om et herberg i Qaqortoq

Hun er skarp i kanterne, Johanne Høegh. Enten kan man lide hende eller også kan man ikke, siger hun om sig selv. Efter byvandringen er vi gået op i hendes lejlighed.

Lige så skarp hun er, lige så blød er hun om hjertet, når det kommer til udsatte borgere. Hun drømmer om at lave et hjem, hvor udsatte kan komme og finde tryghed i en utryg hverdag.

Qaqortoq har ikke noget sted, hvor hjemløse kan overnatte. Intet herberg. Dermed er mange af de udsatte borgere, som det er lige nu, overladt til sig selv.

- Når jeg åbner et hjem (herberg red) skal der være spilleaften for folk. Derfor har jeg gemt dem, fortæller hun og rækker ind under sin seng i sin lille lejlighed, hvor hun finder flere computere frem.

En anden del af planen for et herberg er at samarbejde med blandt andet krydstogtskibe.

- Det er oplagt, at vi kan få noget af deres mad, hvis de alligevel skal smide det ud. Sidste år gav de os en masse god mad. De havde hørt, at jeg uddeler mad i byen og så kom de forbi med en hel masse mad.

Personlige konsekvenser

Jeg spørger Johanne Høegh, om hendes mange oplevelser med udsatte borgere kryber under huden på hende.? Hun kigger mig i øjnene og er stille i fem sekunder. Hendes blik afslører at svaret er komplekst.

- Man vænner sig jo til det, siger hun først lidt kynisk, men fortsætter så:

- Jeg spurgte på et tidspunkt en mand, som intet har, hvad jeg skulle købe til ham. Han måtte helt selv vælge. Han sagde “brød”. Da jeg gik ud af døren, brød jeg sammen. De her folk har INTET, fortæller hun.

Når man som Johanne Høegh stiller sig op og råber mod vinden, vil der også være nogen, som mener, at man skal sætte sig ned i læ blandt de andre og holde sin mund. Og Johanne Høegh har da også mærket konsekvenserne ved sin kamp for de udsatte borgere. Længe før alkoholforbuddet blev indført.

- Der er mange der ikke kan tage mig. De tror jeg gør det her for opmærksomheden, siger hun.

- Alle har et kald. Det er ikke kun mig. Der er mange der ikke finder deres kald. Dem skal vi hjælpe, siger hun.