Royal Greenland sælger indhandlingsanlæg

Royal Greenlands indhandlingsanlæg i Arsuk er blevet solgt til Arsuk Food ApS, der primært ejes af Arsuk-borgere

Trods salget vil Royal Greenland fortsat have en tilknytning til indhandlingsstedet i Arsuk, idet det er omfattet i salgsaftalen, at Royal Greenland køber alt, hvad der bliver indhandlet af stenbider - og dermed også stenbiderrogn. Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

Arsuk Food ApS har overtaget Royal Greenlands indhandlingsanlæg i Arsuk.

Trods salget vil Royal Greenland fortsat have en tilknytning til indhandlingsstedet, idet det er omfattet i salgsaftalen, at Royal Greenland køber alt, hvad der bliver indhandlet af stenbider - og dermed også stenbiderrogn.

Indhandlingsanlægget i Arsuk kan producere fem tons per døgn og har en frysekapacitet på 80 tons. Antal medarbejdere tæller en enkelt i lavsæsonen og omkring seks medarbejdere i højsæsonen.

Vil indhandle moskuskød
Arsuk Food ApS ejes af en kreds af Arsuk-borgere sammen med direktør og stifter af Halibut Greenland, Daniel Skifte. Der er i alt 46 ejere.

- Vi har stor forhåbning om og tiltro til, at vores fremtidige samarbejde med Royal Greenland vil gå rigtig godt, siger direktør Daniel Skifte.

Anpartsselskabet indhandlingsanlæg indhandler for tiden stenbiderrogn. Ejerne har forhåbninger om, at de også kan nå at producere hellefisk og torsk i år.

- Anpartshaverne har ligeledes planer om at indhandle moskuskød engang i fremtiden, fortæller Daniel Skifte.

Powered by Labrador CMS