Nuuk sejler med Mærsk

Rederiet Mærsk har udsmykket sit skib 'Nuuk' med billeder fra hovedstaden. Nu sejler billeder af Nuuk verden rundt i Mærsk-skibet af samme navn.

Et billede af Nuuks vartegn, Sermitsiaq, i et containerskib af af samme navn. Mærsk
Offentliggjort

Billeder af Nuuk pryder skibet 'Nuuk Mærsk', som sejler rundt på verdens have.

Rederiet Mærsk kontaktede Kommuneqarfik Sermersooq sidste år for at få billeder af Nuuk, der skal hænge i skibet.

Skibsfører Marius C. Costea, der på daværende tidspunkt var i Shanghai, havde et ønske om at pryde containerskibet med billeder fra Nuuk.

Det skriver Kommuneqarfik Sermersooq på sin hjemmeside.

- Vi er på samme tid beæret og glade for, at vores skib deler navn med jeres smukke by, fortalte Marius C. Costea.

Skibsføreren har siden modtaget billeder fra lokale fotografer, der nu sejler med 'Nuuk Mærsk'.

Det er anden gang, at et skib i rederiet opkaldes efter Grønlands hovedstad. Nuuk Mærsk har en kapacitet på 2.200 containere. Det første skib der bar navnet, et tankskib, er siden omdøbt til Bro Nuuk.

Powered by Labrador CMS