Nettorvet er lukket: Lyserøde sofaer er svære at sælge
Brugseni har lukket deres online salg fra nettorvet.gl. For mange uafhentede varer optager plads på lageret og kan være svære at sælge.
Det engelske ordsprog one man's trash is another man's treasure (en mands affald er en anden mands guld) kan i nogle tilfælde være rigtigt. Men i andre tilfælde kan det være svært at finde nogen, der vil købe en lyserød hjørnesofa, hvis den oprindelige køber springer fra.
Og lige præcis det har givet nogle lagerudfordringer for Brugseni, der har valgt at lukke Nettorvet.gl af samme grund.
- Vi har valgt at lukke Nettorvet.gl som det er lige nu. Vi vil gerne vende tilbage med en mere tidssvarende løsning online i stedet, fortæller chef for HR, Kommunikation og Marketing i Brugseni, Benny Reffeldt Otte til Sermitsiaq.AG.
Fungerer ikke med nyt it-system
Han forklarer, at Nettorvet.gl er baseret på en ældre IT-løsning, som blandt andet er svært at få til at hænge sammen med et nyt grundlæggende IT-system, som Coop har indført.
Nettorvet.gl fungerede sådan, at man kunne reservere en vare, som blev sendt her til landet og så kunne afhentes og betales i butikken.
- Problemet var lidt, at man først skulle betale ved afhentning og, at man ikke var forpligtet til at købe varen. Der var simpelthen for mange, som ikke hentede varerne, de havde bestilt. Derfor har vi stået i nogle situationer med en del varer, der har været svære at sælge til andre kunder efterfølgende.
Det kunne for eksempel være den lyserøde hjørnesofa, der er på display i Brugseni i Nuuk i øjeblikket.
Man kan fortsat bestille varer fra Danmark
Og flere af den type varer kan give et noget ukurant lager, som er svært at markedsføre enkeltvis.
Derfor arbejder Brugsenis personale på at finde en ny og bedre løsning for indkøb online, men marketingchefen kan ikke fortælle, hvornår den nye løsning er klar. Til gengæld lover han, at kunderne ikke lades i stikken, til det sker.
- Kunderne er altid velkomne til at kontakte vores personale i butikkerne, hvis de finder noget på coop.dk/shopping, som de ønsker at købe. Så laver vi det som en personlig transaktion, hvor varen bestilles sammen med kunden, siger Benny Reffeldt Otte.