Mr. Naturinstitut får topjob forlænget

Lederen af Naturinstituttet, Klaus Nygaard, har fået forlænget sin åremålsansættelse.

Offentliggjort

Klaus Nygaards tidligere åremålsansættelse udløb i sommers, og Naalakkersuisut har besluttet, at Mr. Naturinstitut kan fortsætte i stillingen.

Han har siden 1993 stået som chef for institutionen, der har til formål at tilvejebringe det videnskabelige grundlag for en bæredygtig udnyttelse af de levende ressourcer i og omkring Grønland. Desuden har instituttet øje for at sikre miljøet og den biologiske mangfoldighed.

Følgende egenskaber har Klaus Nygaard indfriet til UG plus over for Naalakkersuisut:

  • Relevant naturvidenskabelig uddannelsesmæssig baggrund såsom cand. scient. eller tilsvarende.
  • Erfaringsmæssig baggrund, der dokumenterer gode strategiske lederegenskaber fra nationale og internationale forskningsmiljøer, herunder evne til opgaveprioritering og resultatorienteret arbejdstilrettelæggelse.
  • Handlekraftig, dynamisk og i stand til at optræde synligt såvel internt som eksternt.
  • Stærke egenskaber inden for samarbejde og kommunikation med interne og eksterne samarbejdspartnere.
  • Kendskab til grønlandsk kultur og samfund.
  • Sproglige kompetencer inden for grønlandsk, engelsk og dansk.

Naturinstituttet er finansieret via midler over finansloven samt de fondsbevillinger, som forskerne kan indhente. Fordelingen svinger fra år til år, men er tæt på at være fifty fifty. I 2017 blev der bevilget lidt over 60 mio. kr. over finansloven, mens fonds- og andre bevillinger udgjorde 72 mio. kr.

Der er ansat cirka 60 årsværk på Naturinstituttet.

Powered by Labrador CMS