Mary Arctica venter på sprækker i isen

RAL’s forsyningsskib har endnu ikke opgivet at anløbe tre byer i Diskobugten. Forsyningsskibet navigerer rundt i havisen for at finde en vej ind til byerne. Skibet bliver i området de næste 48 timer for at vente på sprækker i isen.

Offentliggjort

Flere borgere i Aasiaat, Qasigiannguit og Ilulissat holder vejret i disse dage, mens de følger med i Mary Arcticas position på RAL’s hjemmeside.

Men når Mary Arctica vender snude sydpå betyder det endnu ikke, at skibet har opgivet at anløbe byen Aasiaat.

Det oplyser Royal Arctic Line på sin hjemmeside.

Kaptajnen på Mary Arctica skal have is i maven, for at nå i havn i Aasiaat. Skibets besætning forsøger i øjeblikket at navigere i havisen og prøver at finde en rute, hvor der er tyndere is, oplyser RAL.

Tidsplanerne er overskredet for længst, for det planlagte anløb til Aasiaat var den 1. april klokken 7.00. Mary Arctica kæmper dog videre mod havisen, der de seneste par måneder har forhindret skibet i at nå Diskobugten.

Sprække forude

RAL oplyser, at Mary Arctica er vendt mod syd nu, da der er risiko for, at skibet sætter sig fast i skrueis i vestisen, som lige nu ikke kan forceres.

- Vores vurdering er lige nu, at der med vindforholdene over de næste 24 timer kan opstå sprækker i isen, der kan gøre det muligt for Mary Arctica at sejle igennem isen og dermed videre mod Aasiaat. Det er derfor besluttet at Mary Arctica skal blive i området de næste 48 timer og afvente evt. muligheder for at sejle videre mod Diskobugten, oplyser RAL.

På grund af overskyet vejr er det ikke muligt at assistere Mary Arctica fra luften med en helikopter lige nu, hvilket ellers var planen.

Powered by Labrador CMS