Landbrug: Helikopter-virksomhed fører an i stor hjælpeoperation
Adskillige virksomheder med Sermeq Helicopters og konsulenttjenesten for landbrug i spidsen har iværksat en koordineret hjælpeaktion for fåreholdere.
Konsulenttjenesten for landbrug har i samarbejde med det private trafikselskab Sermeq Helicopters iværksat koordineret tilbud om hjælp til fåreholdere og andre dele af landbrugssektoren i Sydgrønland, der er blevet ramt af store mængder sne.
Hans Hansen, der er chef for konsulenttjenesten for landbrug fortæller til Sermitsiaq.AG, at det lige nu er meget svært at komme i kontakt med fåreholderne, da de fleste har meget travlt med at finde deres dyr ude på de snefyldte fjelde.
- Vi håber, at fåreholderne og andre i landbruget, som måtte have brug for hjælp, finder ud af, at de kan kontakte konsulenttjenesten igennem mig eller også Sermeq Helicopters direkte og bede om hjælp, for vi er parat til at koordinere hjælp til alle dem, der måtte have behov.
Ørne, ræve og ravne angriber får og lam der sidder fast i sneen
Hans Hansen understreger, at situationen er meget alvorlig, også set i forhold til at får og lam, der sidder fast i snemasserne ikke har nogen chance for at flygte væk fra rovdyrene:
- Det er en kendsgerning, at får og lam, der ikke kan bevæge sig ud af snemasserne bliver angrebet af ørne, ræve og ravne. Sagt direkte, må vi desværre konstatere, at får og lam bliver spist levende mens deres ejere kæmper med at finde dem og få dem bragt i sikkerhed.
Flere måder at hjælpe til
Sermitsiaq.AG har været i kontakt med Sermeq Helicopters, men ikke ejeren, for han er pilot og var sen onsdag i gang med at beflyve områder for at hjælpe til med at finde dyrene og hjælpe til med at bringe dem i sikkerhed.
Der er altså hjælp at hente fra luften, men også på land er der hjælp at hente, for initiativtagerne til hjælpen stiller også UTV til rådighed. Sermeq Helicopters er parat til at flyve disse køretøjer, som er egnet til at køre over ujævn terræn, til områder, hvor landmændene beder om hjælp til at lede efter deres dyr. Men også borgere stiller sig til rådighed for at være med til at lede efter dyrene.
Hvis fåreholderne ønsker hjælp, kan de altså kontakte enten chef for konsulenttjenesten for landbrug Hans Hansen eller også Sermeq Helicopters.
Her et opslag fra Sermeq Helicopters på virksomhedens Facebookprofil: