landsindsamling
Kommunikationsfirma: Vi løber ikke med kræft-penge
Reklame- og kommunikationsfirmaet Lynge Olsen A/S afviser at løbe med indsamlede penge til fordel for kræftpatienter og deres pårørende
Landsindsamlingen til fordel for kræftramte patienter og deres pårørende på landsdækkende TV var en dyr sag for foreningen Neriuffik, Kræftens Bekæmpelse i Grønland.
Selvom hovedparten af det indsamlede beløb på 2.525.246,45 kroner vil gå til fordel for kræftsyge patienter og pårørende, går over 300.000 kroner af de indsamlede kræft-penge til professionelle folk og annoncer.
Landsformand for Neriuffik, Sara J. Brandt, oplyste tirsdag til Sermitsiaq.AG, at regnskabet for landsindsamlingen 2015 endnu ikke er klar.
Men formanden kunne oplyse, at deres samarbejdspartner Lynge Olsen A/S får 5 procent af landsresultatet, som rundt regnet er over 126.000 kroner.
Medejer af reklame- og kommunikationsfirmaet Lynge Olsen A/S Mads Lynge Lauersen er 'rystet' over Sermitsiaq.AG’s overskrift.
- Der er med hovedrysten, at jeg tirsdag læste overskriften på jeres artikel ('Dansk kommunikationsfirma løber med kræft-penge fra landsindsamlingen'). Overskriften antyder, at vi er danske, og at vi stjæler de penge, som er indsamlet i forbindelse med Neriuffiks landsindsamling, siger Mads Lynge Lauersen onsdag til Sermitsiaq.AG.
Stjæler ikke penge
- Vi stjæler ikke kræft-pengene, vi løber heller ikke med kræft-pengene. Men vi kan ikke løbe fra, at vi er danske, og det er der vel forhåbentlig ikke noget galt i. Vi har igennem årtier arbejdet tæt sammen med store og mindre virksomheder i Grønland, understreger Mads Lynge Lauersen.
- Vi er hyret af Neriuffik til at drive kampagneaktiviteterne og samle trådene i forbindelse med landsindsamlingen. Og ja, det får vi ganske enkelt betaling for. En af vores projektledere bruger cirka fire måneder om året til at planlægge, udvikle nye idéer, producere materiale og koordinere tiltagene omkring 'Stop kræften', forklarer Mads Lynge Lauersen videre.
Se galleri: Landsindsamling slog sidste års rekordindsamling
Læs: Landsindsamling: 2.525.246,45 kroner til Neriuffik
KNR-TV får 100.000 kroner
Planlægningschef på KNR-TV, Niels Pavia Lynge, bekræfter, at KNR-TV skal have 100.000 kroner af de indsamlede kræft-penge. 50.000 kroner går til mandetimer af de 16 teknikere, der arbejdede op til indsamlingsaftenen. 50.000 kroner går til leje af TV-udstyr, fortæller KNR-TV’s planlægningschef til Sermitsiaq.AG.
- Vi kom med et rundt beløb, der ligger under de almindelige priser, alene en OB-vogn (bil med stærk TV-sender, red.) koster normalt i Danmark op til 100.000 kroner pr. dag at leje, men her tog vi blot et symbolsk beløb. De faktiske udgifter vil normalt ligge langt over de 100.000 kroner, fastlår planlægningschef Niels Pavia Lynge.
Neriuffik regner også med, at mindst 100.000 kroner er brugt på annoncer, TV-spots og lignende.