Høring: Vreden ulmer over Kim Kielsen

Blandt fiskere, lokalpolitikere og Grønlands Erhverv er der stor utilfredshed med naalakkersuisoq for fiskeri Kim Kielsens håndtering af den komplekse fiskerilov, der er sendt i høring i otte uger. Det er alt for kort tid, lyder kritikken over en bred kam.

Kim Kielsen er kommet i stormvejr blandt sine kernevælgere

Kim Kielsen får på puklen af fiskere og nu også borgmesteren i nordkommunen, der kræver, at der afsættes ekstra tid til at behandle og forstå den nye lov, der har været undervejs i 20 år, og som kan få afgørende betydning for Grønlands absolut største erhverv og indtægtskilde.

Høringsfristen er sat til den 24. januar. Dermed har fiskerierhvervets aktører kun haft otte uger til at sætte sig ind i det 150 lange sider materiale. Og så har der i perioden endda været jul og nytår.

Nervøse fiskere

- Det er alt for kort høringsfrist. Fiskerne er selvfølgelig nervøse for, om de til fulde forstår, hvilke konsekvenser loven vil få. Det er meget materiale og hvis alle skal have en fair chance for at forstå den omfattende lov og komme med vigtige input, så skal fristen forlænges, siger borgmester Palle Jerimiassen, Avannaata Kommunia, i en pressemeddelelse.

Sermitsiaq.AG kunne forleden fortælle om de frustrationer, som fiskere og fangere i Sisimiut gav udtryk for under et møde med deres organisationer, hvor oplevelsen er, at fiskerne føler sig udelukket. Og Sermitsiaq.AG’s reporter kunne berette om en ”ophedet stemning” på mødet.

Læs også: Høring af fiskerilov bør forlænges

Det er ikke kun fiskerne, der ytrer sig kritisk. Henrik Leth, der er formand for fiskeriselskabernes brancheudvalg i Grønlands Erhverv, siger til Sermitsiaq.AG:

Ukendte konsekvenser

- Høringsfristen er urimelig kort for et så komplekst lovforslag, samtidig med at de bagvedliggende beregninger er skjult for offentligheden. Naalakkersuisut burde vise en væsentligt større åbenhed omkring forudsætningerne. Jeg tror i hvert fald ikke på de beregninger der ligger til grund for bemærkningerne. Og jeg er bange for, at man politisk skal behandle et forslag, man ikke kender konsekvenserne af.

Palle Jerimiassen påpeger, at Avannaata Kommunia er direkte og indirekte afhængig af indtægter fra fiskeriet.

Levebrød og identitet

- Vi skal både værne om og forny fiskeriet. Jollefiskeri er et stort erhverv i Avannaata Kommunia, så det handler om levebrød og også om livsstil og identitet. Mange familier vil blive påvirket og det er vigtigt at lytte til deres stemmer og give dem en reel chance for at deltage i høringen, siger Palle Jerimiassen.

Han stiller som krav, at høringsperioden forlænges og at Kim Kielsen kommer ud af busken og vil stille op face to face med fiskerne i Uummannaq, Upernavik og Qaanaaq.

- Det er ikke godt nok kun at holde ét borgermøde. Fiskerne kan med rette forvente at få en ordentlig dialog med ministeren, så de både kan få præsenteret den nye lov ordentligt og komme med værdifulde bidrag til det fortsatte arbejde med fiskeriloven, lyder det fra borgmesteren.

Kerneopgave for Kielsen

Da Siumuts Kim Kielsen blev udpeget som naalakkersuisoq for fiskeri og fangst var en af de store opgaver at få fiskeriloven på plads, så den i år kunne blive præsenteret og vedtaget i Inatsisartut med effekt fra 2025.

Om en forlængelse af høringsfristen kan udfordre den tidsplan er uvist, men sikkert er det; utilfredsheden er stor blandt Siumuts kernevælgere over håndteringen og den korte inddragelse af aktørerne inden for Grønlands vigtigste erhverv.

Powered by Labrador CMS