Fortsat vareforsinkelser på kysten: - Det kan være skadeligt for samfundet
Det mener borger i Kullorsuaq, efter at Royal Arctic Line varsler forsinkelser på kysttrafikken.
I nyhedsmedierne, på de sociale medier og i Nuuks supermarkeder kunne man for uger tilbage bemærke, hvordan hylderne i supermarkederne i hovedstaden var yderst tomme. Årsagen var en teknisk fejl på Tukuma Arctica, der gjorde, at fragtskibet blev 14 dage forsinket og dermed skabte forsinkelser i vareforsendelserne.
Det skriver avisen Sermitsiaq.
Den 20. august kom varerne til Nuuk så endelig frem, og det var en glædens dag for hovedstadsborgerne. Men resten af kysten vil stadig være påvirket af forsinkelser, fortæller
Royal Arctic Line på deres hjemmeside. Rederiet regner med, at kysttrafikken vil være påvirket med to til tre dages forsinkelser indtil midten af september.
En borger, der bor i Kullorsuaq, som ønsker at være anonym, fortæller, at hylderne i bygdens Pilersuisoq ofte er tomme og har været det flere gange i løbet af sommeren. Redaktionen er bekendt med kildens fulde navn.
- Vi har kæmpe mangel på varer i vores butik. Der mangler alt. En til to dage efter skibet er kommet er alt tomt igen. Vi er 500 mennesker i Kullorsuaq, så det er en stor bygd, og vi løber tør for basisvarer, siger borgeren.
Vedkommende nævner mangel på blandt andet fløde, pålæg og generelt friske varer som grøntsager, der ofte hurtigt bliver udsolgt, når fragtskibet har været forbi bygden.
Læs mere i avisen Sermitsiaq, som du kan få adgang til her: