Fætter BR går konkurs efter svigtende julesalg
Det lykkedes ikke at redde selskabet Top-Toy, der står bag legetøjskæderne Fætter BR og Toys"R"Us.
Selskabet Top-Toy, der står bag legetøjsbutikkerne Fætter BR og Toys"R"Us, er erklæret konkurs.
Det bekræfter selskabet i en pressemeddelelse.
- Vi var kommet langt, havde fået godkendt vores plan og har arbejdet i døgndrift på at skabe rammerne for en rekonstruktion af Top-Toy.
- Men i dag må vi erkende, at vi på grund af et svigtende julesalg ikke længere er i stand til at fortsætte rekonstruktionen, udtaler Top-Toys administrerende direktør, Per Sigvardsson.
Top-Toy blev 30. november begæret under rekonstruktion. Det skete, efter at selskabet havde tabt 149 millioner kroner på driften i det seneste regnskabsår.
Som en del af planen for en rekonstruktion har man afsøgt muligheden for frasalg, men det er ikke lykkedes at finde en løsning.
Baggrunden for problemerne i Top-Toy er ifølge selskabet selv øget digitalisering, flere konkurrenter og ændrede legevaner hos børn.
Selskabets kuratorer oplyser, at man nu skal i dialog med kreditorerne om, hvad der skal ske med boet.
- Vi begynder nu en dialog med kreditorerne om, hvordan boet skal håndteres.
- Vi kan dog oplyse, at visse butikker vil holde åbent, så kunder kan bytte varer til andre varer til udgangen af december, siger advokat Søren Aamann Jensen fra Kromann Reumert i pressemeddelelsen.
Man kan således ikke få penge retur for en vare, men kun ombytte den til en anden vare.
Kunder kan finde information om, hvilke butikker der er åbne, via hjemmesiden top-toy.com.
Top-Toy driver 226 Fætter BR-butikker og 72 Toys"R"Us-varehuse i Norden.
Fungerende pressetalsmand Lars Bo Kirk oplyser til Ritzau, at flere end 3000 medarbejdere i de to legetøjskæder fredag er blevet sagt op i forbindelse med konkursen.
Lars Bo Kirk oplyser desuden, at kuratorerne planlægger et "heftigt udsalg" i januar i forbindelse med, at lagrene af legetøj skal tømmes, og værdierne realiseres.
Det er endnu uklart, hvorfra dette udsalg vil finde sted.