Efter ultimatum: Royal Greenland varsler ændring i ledelsen

Fiskeriselskabet Royal Greenland laver en organisationsændring i koncernens ledelse. To direktører skal fysisk være i Grønland, lyder det fra virksomheden.

En stærkere ledelse i Grønland med direkte snitflader ud til de internationale markeder vil øge viden og gensidig forståelse for den mangfoldighed består af, udtaler administrerende direktør i Royal Greenland, Susanne Arfelt Rajamand. Royal Greenland
Offentliggjort

Gennem flere år har Naalakkersuisut sagt til Royal Greenland, at selskabets ledelse skal være bosat i Grønland.

Ved dette års generalforsamling kulminerede debatten foreløbigt med, at formand for Naalakkersuisut Múte B. Egede (IA) krævede, at en plan for en ledelse bosat i Grønland skulle fremlægges for offentligheden senest til september i år.

Nu er der nyt fra den selvstyreejede fiskerigigant i sagen.

Udmelding kommer efter krav

I en pressemeddelelse skriver selskabet, at der ændres i koncernledelsen, og at ændringen skal skabe en bedre repræsentation af ledelsen i Grønland (Se faktaboks med ny koncernledelse).

Den nye ledelse

Ledelsen kommer til at se således ud efter ændringen:

CEO: Susanne Arfelt Rajamand

CFO: Nils Kinnerup

Executive Vice President Production: Lars Nielsen

Executive Vice President People & Communication – ny stilling i Grønland (Obs: Denne stilling skal erstatte Jens K. Lyberth, der har i dag titlen som director of corporate relations & HR. Han tilknyttes i stedet som rådgiver.)

Executive Vice President Marketing & Sustainability – ny stilling i Grønland (Obs: Koncernsalgsdirektør Bruno Olesen fratræder 1. januar 2024 og hans stilling splittes i to, hvor denne er den ene.)

Executive Vice President Sales – til genbesættelse med ændret ansvarsområde (obs: Koncernsalgsdirektør Bruno Olesen fratræder 1. januar 2024 og hans stilling splittes i to, hvor denne er den ene.)

Med den nye opstilling vil størstedelen af koncernledelsen dog fortsat være bosat uden for Grønland.

Administrerende direktør Susanne Arfelt Rajamand siger til Sermitsiaq.AG, at udmeldingen om de nye titler rigtig nok skal ses i forlængelse af kravet fra Naalakkersuisut.

Spørgsmål: Synes du, I lever op til kravet med ændringen?

- Det er en rejse, og forandring tager ekstrem lang tid, når man kigger på talentudvikling. Jeg tror, det er første skridt på vejen til, at vi får leveret på, hvad virksomheden behøver. Det er en utrolig international virksomhed, så Royal Greenland har brug for at være i kontakt med de internationale markeder, samtidig med at vi er rodfæstet i Grønland, siger Susanne Arfelt Rajamand.

Direktøren forsikrer, at den nye opdeling af stillingerne giver god mening for selskabet, hvor der eksempelvis oprettes en særskilt direktørpost for "Marketing & Sustainability", noget der tidligere hørte under koncernsalgsdirektøren:

- Vi ønsker at styrke det afsætningsmæssige og vores kontakt til kunder og konsumenter, som er dem, der bruger vores varer. Med det øgede fokus på bæredygtighed og fragmentering i kundeadfærd, vurderer vi, at det er vigtigt, at der kommer specialiserede kompetencer ind, så vi kan øge vores forståelse af det og fortsat er konkurrencedygtige.

Forventes besat i efteråret

Royal Greenland forventer, at stillingerne EVP People & Communication, EVP Marketing & Sustainability og EVP Sales vil blive besat i løbet af efteråret 2023.

Bestyrelsesformand Maliina Abelsen ser positivt på ændringerne:

- Med det seneste skifte på posten som administrerende direktør, har vi i Susanne Arfelt Rajamand fået en international profil. Som bestyrelse har vi tiltro til, at Susanne kan skabe et stærkt ledelseshold, der styrker en fælles organisationskultur i Royal Greenland både her i landet men også internationalt, udtaler bestyrelsesformanden.

Powered by Labrador CMS