Arctic Group
Arctic Group ansætter ny topchef
Thomas Hjort tiltræder som administrerende direktør for Arctic Group A/S, og erstatter dermed Peter Freiesleben, der tilbage i april opsagde sin stilling.
Thomas Hjort har siden 2015 været administrerende direktør for Universal Transport i Vejle og kommer med en bred erhvervsbaggrund til sin nye stilling, oplyses det i en pressemeddelelse, som bestyrelsesformanden Stig Bøgh Karlsen har udsendt.
Tidligere KPMG
Thomas Hjort startede sin erhvervskarriere i revisionsvirksomheden KPMG og blev med sin økonomiske uddannelse Business Controller og sektionschef i Telenor fra 2001.
Efter 5 år i Telenor blev han økonomichef i Aalborg virksomheden Vermund Larsen i 2006 og tiltrådte i 2007 en stilling som økonomichef og senere økonomidirektør I Rikki Tikki Company, hvor han i 2009 blev administrerende direktør med opgaven at gennemføre en rekonstruktion af virksomheden.
Thomas Hjort gennemførte efterfølgende en vækststrategi for selskabet blandt andet med opbygning af eksport og e-commerce og var ansvarlig for en meget positiv udvikling af Rikki Tikki Company frem til 2015.