Antal hotelgæster i vild stigning
Antallet for hotelgæster her i landet lå i juni måned 30 procent over niveauet for 2019.
Nye tal tyder på stor travlhed for landets hoteller og vandrehjem.
En nyligt offentliggjort opgørelse fra Grønlands Statistik viser, at antallet af gæster og overnatninger langt overstiger tallene fra 2019, som var den sidste sæson, inden coronapandemien gjorde sit indtog.
Både antallet af gæster og antallet af overnatninger i 2022 overstiger niveauet i 2019 i alle årets første seks måneder.
Tallene for 2022 dækker frem til og med juni, hvor det kulminerer ved, at 14.665 gæster besøgte landets hoteller, vandrehjem og andre indkvarteringer.
Antal gæster fra udlandet mere end syvdoblet
Det er omtrent dobbelt så mange som i samme måned i 2021, og det er 32 procent flere end i juni 2019.
Samme billede gør sig gældende i antallet af overnatninger, der rundede 34.111 i juni. Det er 31 procent flere end i 2019.
Grønlands Statistiks egen grafik, viser tallene i forhold til sidste år. Bemærk stigningen i antallet af gæster fra udlandet, som er mere end syvdoblet siden 2021.