Ukaleq må igen sidde over på grund af sygdom
Den grønlandske skiskytte er i Slovakiet i disse dage for at deltage ved de afgørende OL-kvalifikationsløb. Men på grund af hoste stiller hun ikke op til start i dag, onsdag. Ekspert i skiskydning vurderer dog, at hun fortsat har rigtig gode chancer for OL-deltagelse.
20-årige Ukaleq Slettemark skulle ellers have deltaget ved 12,5 kilometer individuel-løbet i slovakiske Brezno-Osrblie onsdag.
Men på grund af sygdom, må hun melde afbud til dagens konkurrence.
- Jeg har nogle irriterede luftveje og hoster, og det vil jeg ikke forværre. Jeg håber at hvis jeg står over nu, vil det gå hurtigt over, i stedet for at jeg bliver syg i mange uger, siger Ukaleq Slettemark til Sermitsiaq.AG.
Sidste løb på fredag
Hun håber på, at hun kan deltage ved fredagens sprintløb.
- Det er tæller i forhold til OL-kvalifikation, men jeg ligger nu godt indenfor, og dem der er under mig kommer mest sandsynlig ikke til at kunne indhente mig, siger hun. Fredagens konkurrence er hendes sidste løb under hendes OL-kvalifikation
Ekspert: Chancerne er rigtig gode
TV2 Sportens ekspertkommentator i skiskydning og langrend, Kristian Bonne Wulff, har forklaret i et Facebook-opslag, at Ukaleq Slettemark nu ligger som nummer ni på ranglisten, hvor der er 12 OL-kvotepladser.
Han vurderer, at Ukaleq Slettemarks chancer for at kvalificere sig til vinter-OL er rigtig gode.
- Det er selvfølgelig ærgerligt med sygdom før dagens konkurrence med 12,5 kilometer Individuel, som nok er den disciplin, hun er bedst til. De atleter, som hun kæmper mod, ser dog ikke ud til at kunne nå foran hende i kampen om Wild Card-kvotepladserne. De skal kunne hive nogle ret vilde resultater frem, hvis de skal nå forbi hende. Ukaleq har rigtig gode kort på hånden, fremhæver Kristian Bonne Wulff.
Fokus på OL
Da det er sandsynligt, at Ukaleq Slettemark kvalificerer sig til OL, som afvikles i kinesiske Beijing fra den 4. februar, må hun allerede fra nu af tænke på sin OL-deltagelse, siger han.
- Så nu skal hun fokusere på at blive rask og planlægge et godt højdetræningsophold inden OL, lyder det fra Kristian Bonne Wulff.
Her kan du se Kristian Bonne Wulffs Facebook-opslag om OL-kvalifikationen i skiskydning: