Styrt og brækket våben udfordrede Ukaleq Slettemark

Ukaleq Slettemark har været til IBU cup i Ridnaun i Italien, hvor tre konkurrencer bød på både op- og nedture. Hun ender på plads nummer 29 ud af 87 deltagere.

Arkvifoto. Ukaleq Slettemark præsterede godt i sit sidste løb i år. Men et brækket skaft af våbnet udfordrede ved skudposterne.
Offentliggjort

Denne weekend har den grønlandske skiskytte Ukaleq Slettemark været i Ridnaun i Italien til årets sidste IBU-cup i hendes klasse.

Fredag den 16. december kunne Ukaleq Slettemark bryste sig af at rame plet på alle skud på distancen 7,5 kilometer sammen med kun 8 andre skytter blandt de 87 deltagere i cuppen.

Ukaleq Slettemark blev nummer 12, kun 53 sekunder efter vinderen som løb hurtigere end Ukaleq Slettemark og dermed samlet set på trods af straf for missede skud, var hurtigst.

Ukaleq Slettemark er tilfreds med sin placering:

- Jeg er rigtig godt tilfreds med mit løb. Jeg var på forhånd ret usikker på, hvordan jeg ville mærke højden på 1600 meter over havet siden jeg ankom til Ridnaun tre dage inden løbet. Det mærkede jeg godt, men jeg var bevidst om at starte roligt og finde en god fart undervejs, fortæller hun og udtrykker glæde over at have ramt alle 10 poster på skydningen.

Styrt koster tid og placering

Lørdag blev Ukaleq Slettemark ramt af et uheld på løjpen, der kom til at koste hende en bedre placering. Disciplinen jagtstart på 10 km resulterede i et styrt kun 100 meter inde i løbet.

- Jeg havde trænet et specifikt sving og vidste, hvad jeg skulle gøre. Men pludselig satte en norsk pige farten ned foran mig. En italiener og jeg når ikke at løbe udenom og vi styrtede begge to, fortæller Ukaleq Slettemark.

Styrtet betød, at Slettemark brækkede bagerste del af sit våben, hvilket skabte gener under løbet, og resulterede i fem missede skud ud af 20 poster.

- Det er en stor præstation i sig selv, at hun ramte 15 ud af 20 poster med et ødelagt våben. Men det rakte ikke til en topplacering, hvor resultatet blev en 31. plads, skriver Grønlands Biathlon Forbund i en pressemeddelelse.

Sneg sig i top 30

Søndag var sidste dag, med en disciplin i massestart. Ud af de i alt 87 deltagere skulle de 60 bedste løbere være med i massestart, deriblandt Ukaleq Slettemark. Op til løbet havde Ukaleq Slettemark repareret sit skydevåben midlertidigt. Men et våben, der ikke var optimalt gav fire missede skud i disciplinen.

Under løbet var Ukaleq Slettemark endnu engang en af de hurtigste løbere og brugte mindst tid ved skudposterne. De fire forbiere sendte Ukaleq Slettemark på en samlet 29. plads, skriver Grønlands Biathlon Forbund.

- Det har været nogle rigtig gode konkurrencer, selvom jeg selvfølgelig var både irriteret og ked af det, da jeg knækkede skaftet på mit våben. Skiskydning er altid lidt op og ned, men jeg har fået gode resultater og føler, at jeg er på rette vej, siger Ukaleq Slettemark.

Frem til marts, hvor Junior VM skal afvikles, skal Ukaleq Slettemark bruge sin tid på træning og mindre konkurrencer i både januar og februar.

Powered by Labrador CMS