De voksne bag Kilaarsarfik

Det starter med et håndtryk. Men ikke et helt almindeligt et.

Den unge pige rækker hånden frem, og Martin tager imod. Hænderne mødes, skifter plads, klapper mod hinanden. Et lille trin til siden. Et grin. Så endnu et håndtryk, som kun de to kender.

Vi er i bunden af Ameralik i Kilaarsarfik, hvor børnehjemmet Tupaarnaq har holdt lejr hver sommer i mere end 20 år.

At lejren stadig kan finde sted, skyldes blandt andet Kommuneqarfik Sermersooqs opbakning, som forstanderen er meget taknemmelig for.

For det er sådan, relationer også bliver til her. Gennem tid, fælles oplevelser og små øjeblikke. Som et håndtryk, der kun giver mening for dem, der har været med til at skabe det.

Midt imellem fjeldene og rensdyrsporene vokser noget, der rækker længere end dagene i lejren.

- I Kilaarsarfik får vi skabt noget tillid og nogle tætte relationer, som man ikke kan gøre hjemme i Nuuk, fortæller Martin Ømark Andersen.

Lidt derfra er Martins kone og datter sammen med de andre børn.

De tre voksne bevæger sig rundt i lejren på hver deres måde. Martin finder hurtigt ind i legen med børnene. Hans kone holder øje med, at der er styr på det praktiske. Datteren er tæt på de unge.

Martin Ømark Andersen er afdelingsleder. Hans kone, Birgit Løvgreen Andersen, er forstander på børnehjemmet, og deres datter, Simigaq L. Bjerregaard, er fungerende afdelingsleder. Sammen er de blandt dem, der har været med længst i Kilaarsarfik.

Et andet tempo

Der er noget, der forandrer sig, når børnene kommer til Kilaarsarfik.

Tempoet.

I Nuuk er der altid noget, der skal nås. En hverdag, der skal hænge sammen med aftaler, skole, arbejde og praktiske ting. I Kilaarsarfik er dagene anderledes.

Birgit mærker selv forskellen.

- Her er der mere ro. Man skal ikke hele tiden skynde sig. Man har tiden til at være sammen med børnene, og det er netop det, der er meget sundt for børnene, fortæller hun.

Det er ikke nødvendigvis de store aktiviteter, der fylder mest. Nogle gange er det bare at sidde sammen, vente på vejret, lave mad eller være ude i naturen. For tiden sammen betyder noget. Det mærker Simigaq L. Bjerregaard også.

I Kilaarsarfik er der ingen vagtplaner, der skifter fra dag til dag. Ingen voksne, der kommer og går, når en vagt slutter. De samme børn er sammen med de samme voksne dag efter dag.

- På den måde kan man som voksen nemmere komme tæt på barnet og finde ud af, hvad der skal arbejdes med, siger Simigaq.

For dem handler Kilaarsarfik derfor ikke kun om at lære børnene at gå i fjeldet, fiske eller gå på jagt. Det handler også om at give dem en hverdag, hvor de voksne bliver ved deres side.

Alt har en betydning

Klokken er halv seks om morgenen.

Birgit er allerede i gang. Kaffen skal laves, morgenmaden gøres klar, og snart skal børnene vækkes. Om lidt venter rensdyrjagten.

Der er stadig ro omkring lejren. Men Birgit er i gang med dagens første opgaver, og hun bliver ved, til de er færdige.

For hende er det vigtigt, at børnene ser det.

Hvis de skal hente vand, skal arbejdet gøres færdigt. Helt færdigt. Man skynder sig ikke bare videre, fordi noget andet venter.

Det er en del af det, Birgit gerne vil vise børnene i Kilaarsarfik.

- Jeg synes, det er vigtigt, at børnene ser, at sådan er livet også. Alt det, vi laver, har en betydning og et formål, og arbejdet skal gøres færdigt, siger hun.

Det handler derfor ikke kun om at lære børnene at lave mad, ordne udstyr eller hjælpe til omkring lejren. Det handler om at vise dem sammenhængen mellem det, man gør, og det, der kommer ud af det. At det, man begynder på, også skal gøres færdigt, og at ens egen indsats har betydning.

- Det er meget sundt for børnene. Det er også en investering i deres fremtid, fortæller Birgit Løvgreen Andersen.

Tilegne sig ny viden

Men tiden i Kilaarsarfik handler også om at opdage noget, man måske ikke vidste om sig selv.

At man kan lære.

For Martin er det en af de ting, han ser igen og igen. Børn, som kan have svært ved at lære i skolen, opdager i Kilaarsarfik, at de faktisk kan tilegne sig ny viden.

De lærer navnene på planterne. De lærer dyrene at kende. De lærer at fiske, rense fisk, hente vand og løse de mange praktiske opgaver, der følger med livet i lejren.

Det hele foregår uden et skema, en bog eller en lærer, der siger, at nu skal der læres.

- Jeg kan se, at vores børn nogle gange har svært ved indlæring i skolen. Det kan være forskellige ting, der blokerer for dem. Men så finder de ud af, at de faktisk kan lære. Der er en enorm læring i alle de ting, uden at vi hele tiden går og tænker på, at de skal lære, siger han.

Samtidig bruger børnene og de unge deres kræfter på en anden måde, end de gør i byen.

- De spiller fodbold, de svømmer i elvene og leger ved stranden. Jeg har bemærket, at de bliver trætte på en anden måde, end de gør i Nuuk for eksempel, fortæller Birgit.

I Nuuk fylder skærme og tv mere i børnenes hverdag, oplever Birgit. I Kilaarsarfik ser hun børn, der er mere aktive, mere glade og trætte på en anden måde.

- Jeg er sikker på, at det ikke alene styrker kroppen, men også den psykiske sundhed.

Alt er ikke lyserødt

Tæt på lejren med de hvide telte ligger en strand.

På stranden er der gråt mudder. Det siges at være godt for huden.

Måske er det ikke helt tilfældigt. Kilak betyder udslæt. Kilaarsarfik - et sted, hvor udslæt fjernes.

Men stranden er ikke kun god for huden.

Her har også været mange svære samtaler, omgivet af lyden fra havet og udsigten til fjeldene.

For det er ikke altid lyserødt.

Det er udfordrende at have børn og unge boende i telt i to måneder. Og vejret er heller ikke altid med dem.

- Det kræver tid og tålmodighed, siger Birgit.

I lejren er der faste pligter. Der er madhold, vandhold og opvaskehold. Alle skal bidrage til fællesskabet. Men ikke alle børn træder ind i det med det samme.

- Vi skal have plads til de børn, der har svært ved lige at forstå fællesskabet. De må godt sidde på sidelinjen og undersøge det. Og så kan de melde sig til, fortæller Martin.

Det betyder ikke, at barnet kan vælge alt fra.

Men når det bliver for svært, er der en anden mulighed.

Hvis et barn bliver meget ked af det, græder eller skaber uro ved bordet, kan en voksen tage barnet med ned på stranden med de grå mudder. Væk fra de andre.

- Så kan man gå et andet sted hen med en voksen, få lov til at græde og få en god samtale. Og det går sjældent længe, før de finder ud af: ‘Ej, jeg vil gerne tilbage’, fortæller Martin.

For dem handler det ikke om at tvinge børnene ind i fællesskabet, men om at give dem en vej ind i det.

Naturen er helende

Naturen er ikke kun rammen om Kilaarsarfik. Den er en del af det, der sker med børnene.

For dem kan naturen både være smuk og voldsom.

- Naturen er jo helende. Kilaarsarfik er fantastisk, når der er solskin. Men omvendt kan naturen, både for børn og voksne, også være meget voldsom og uhyggelig, fortæller Martin.

Når vejret skifter, og vinden tager fat, kan naturen også gøre en utryg.

Men netop dér opstår noget andet.

- Når man får det sådan, søger man også hen mod de andre og ønsker at være en del af fællesskabet, fordi fællesskabet passer på os. Den voksne passer på mig. Når det stormer, og vi har alle mulige slags vejr, hjælper naturen os simpelthen som mennesker til at søge sammen og skabe tryghed, siger Martin.

Naturen bliver dermed både udfordring og støtte.

- Naturen er i den grad en støtte og en styrke for os som mennesker. Det er ikke noget, vi kan lave her i byen. Det er noget, naturen skaber for os, siger Martin.

Simigaq har selv mærket på sin krop, hvor helende naturen kan være. Derfor overrasker det hende ikke, hvor meget børnene udvikler sig under opholdet i Kilaarsarfik.

Hun beskriver det som en form for tømning af sjælen.

Og måske er det netop noget af det, Kilaarsarfik giver børnene: et sted, hvor der er langt til byen, men tættere på naturen, de andre mennesker og sig selv.

Samtidig er livet i lejren en videreførelse af noget, der rækker længere tilbage end de to måneder om sommeren. Rensdyrjagten, livet i naturen og den viden, børnene får med sig, er også en del af den grønlandske kultur.

Kilaarsarfik er derfor ikke bare et sted, børnene tager hen.

Det er et sted, der følger dem videre i livet.