Slut med sport for nu
GM i Qajaq i Nuuk er stoppet med øjeblikkelige virkning. Grønlands Boldspil Union (KAK) har udsat kvalifikationskampene til GM i Nuuk, men prøver at få U15 drengenes GM i Maniitsoq gennemført.
GM i Qajaq stopper turneringerne med øjeblikkelig virkning. Turmeringen startede fredag den 9. juli og skulle afsluttes på lørdag, men nu er der i stedet overrakt præmier tirsdag eftermiddag inden turneringen lukkede og slukkede for i år.
Og det er ikke kun Qajaq-roerne som er ramt af forsamlingsrestriktionerne.
Der er i øjeblikket kvalifikationsrunder til GM i Nuuk og GM i fodbold for U15 drenge i Maniitsoq. U15 drenge i Maniitsoq skulle fløjtes i gang klokken 14.00 tirsdag. Efter KAK’s krisemøde vil administrationen prøve at gennemføre GM for U15 drenge i Maniitsoq.
- Vi ser om vi kan gennemføre turneringen med et reduceret antal spillere. Det undersøger administrationen lige nu. U15 drengene spiller med otte spillere på banen, KAK vil prøve at reducere antal spillere på banen til syv spillere på hvert hold. Så kan der være under 20 personer samlet både indenfor og udenfor banen, oplyser formand for KAK, Finn Meinel, til Sermitsiaq.AG.
Forsamlingsloftet på 20 personer på offentlige steder og udenfor træder i kraft klokken 16.00 tirsdag og varer i første omgang til og med fredag den 16. juli.
Kvalifikationer til GM udsat
Herrefodboldholdene i Nuuk spiller i øjeblikket kvalifikationskampe til GM.
- Kvalifikationskampene i Nuuk bliver udsat. Lige nu kan vi ikke gennemføre det. Vi kan stadigvæk ikke sige, hvornår det bliver udsat til, siger Finn Meinel.
I Uummannaq afholdes der også turneringer i herrefodbold. Da det ikke er indenfor KAK’s område, råder KAK til, at man overholder restriktionerne i Uummannaq.
- Turneringerne i Uummannaq er ikke under KAK’s arrangementer. Derfor kan vi ikke træffe beslutninger på vegne af dem, men vi opfordrer til, at de overholder reglerne, siger Finn Meinel.
Forsamlingsloftet i de offentlige rum og udenfor er på 20 personer, mens der er i alt 22 spillere på banen i herrefodbold plus dommere og udskiftere på bænken.