DØGNRAPPORT

To mænd fremstilles i sag om forsøg på manddrab - to SAR-operationer gennemført

To mistænkte skal fremstilles i en sag om forsøg på manddrab i Nanortalik. Politiets vagtchef kommer også med en opfordring til forsigtighed med ild og bål i naturen, da flere naturbrande er brudt ud den seneste tid.

Grønlands Politi
To mistænke skal torsdag formiddag fremstilles i grundlovsforhør, hvor anklagemyndigheden ønsker de to tilbageholdt.
Offentliggjort

Onsdag fandt en alvorlig voldsepisode sted i Nanortalik.

Vagtchef Poul Kreutzmann oplyser, at politiet fik anmeldelse kl. 07.38 onsdag morgen, og at to mænd mistænkes for at have overfaldet en tredje.

I første omgang oprettede politiet sagen som en voldssag, men alvorligheden betyder, at politiet har ændret sagen til forsøg på manddrab. De to mistænke skal torsdag formiddag fremstilles i grundlovsforhør, hvor anklagemyndigheden ønsker de to tilbageholdt.

Ifølge Poul Kreutzmann er offeret i sagen medtaget og indlagt på sygehuset.


To SAR-operationer

Onsdag aften var politiet også involveret i gennemførelsen af to SAR-operationer.

Den første fandt sted ved Nuuk, hvor politiet via Aasiaat Radio kl. 20.28 fik melding om, at en båd med tre personer ombord var sejlet på et skær ud for kysten mellem Nuuk og Atammik.

Politifartøjet Ilik blev aktiveret og de tre personer blev hentet i god behold.

Kl. 22.40 fik politiet meddelelse om et mayday, som Aasiaat Radio havde modtaget fra en båd med ti personer ombord nær Tasiilaq.

Her blev brandvæsenets båd aktiveret og de ti personer blev hentet sikkert i land.

To naturbrande - opfordrer til forsigtighed

Vagtchefen fortæller videre, at efterslukningsarbejdet ved en naturbrand ved Sisimiut fortsat er i gang.

Onsdag udbrød der desuden en ny naturbrand nær Qaqortoq. Her bruges blandt andet en helikopter til at bekæmpe ilden.

I den forbindelse kommer vagtchefen med en opfordring til dem, der færdes i naturen:

– Man bør udvise stor påpasselighed ved brug af bål og ild, for naturen er tør og kan meget let antændes, siger Poul Kreutzmann.

Han understreger, at naturbrandene kræver rigtig mange af myndighedernes ressourcer.

Powered by Labrador CMS