Shaped by Land giver Grønland sin stemme tilbage

"I’m very proud of being a Greenlandic human".

Ordene falder med en særlig tyngde, mens kameraet hviler på to skikkelser, der i skarpt sollys arbejder sig op ad en stejl fjeldside på ski. 

Foran går Adam Kjeldsen, bag ham følger sønnen Ilik Skov Kjeldsen. Sneen knaser under dem, fjeldet rejser sig, og stilheden taler næsten lige så højt som stemmen.

Sådan åbner dokumentaren Shaped by Land – med et billede på styrke, arv og samhørighed. To generationer på vej opad. Sammen. 

Mere end en skifilm

På overfladen er filmen en fortælling om skiløb, stejle bjergsider og eventyr i arktiske omgivelser. Men under sneen gemmer sig noget større. Shaped by Land handler i lige så høj grad om identitet, tilhørsforhold og spørgsmålet om, hvem der får lov til at fortælle historien om Grønland – og hvem der tjener på den.

Instruktøren bag filmen, Emily Sullivan, fortæller, at netop dette perspektiv var centralt fra begyndelsen.

- Der blev lavet meget medieindhold om ski i Grønland, men ingen havde for alvor fokuseret på det lokale skimiljø. Mange besøgende går helt glip af den lokale kultur, og det er ærgerligt. Da jeg først begyndte at arbejde på projektet, var der nogle, der sagde: ‘Jeg anede ikke, at man stod på ski i Grønland’ – og det er virkelig overraskende for mig, fortæller instruktøren, der til dagligt bor i Alaska.

Samtidig peger hun på, at filmen udkommer i en tid, hvor Grønland fylder mere globalt – men hvor de grønlandske stemmer ikke altid bliver hørt tydeligt nok.

- At vise et grønlandsk fællesskab, der levende og glædeligt former sit eget forhold til landet, føles vigtigere end nogensinde, lyder det fra instruktøren.

I årtier er Grønland ofte blevet skildret udefra – som eksotisk destination eller uberørt natur. Denne dokumentar forsøger noget andet. Her er det ikke landskabet alene, der er hovedpersonen, men menneskene, der lever med det, kender det og bærer det i sig. Det er filmens største styrke.

Kender fjeldene ved navn

Adam Kjeldsen fremstilles ikke som klassisk actionsportshelt, men som et menneske præget af ro, erfaring og stolthed. Han kender fjeldene som sin egen bukselomme. Han ved, hvor sneen driver, hvor vinden vender, og hvilke steder der kræver respekt. For ham handler guiding ikke kun om at føre gæster op og ned ad bjergene, men om at formidle det Grønland, han selv er formet af.

Et af filmens stærke øjeblikke udspiller sig på vandet. Adam råber over til en anden båd og spørger, hvem der skal guide gæsterne op i fjeldene. Svaret kommer tilbage på gebrokkent engelsk: En franskmand. Adam ser tydeligt skuffet ud, men svarer roligt, at de må passe på sig selv og færdes sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Scenen siger mere end mange interviews kunne have gjort.

Store udenlandske skiaktører kommer til Grønland, markedsfører bjergene og sælger oplevelsen videre, ofte uden den lokale forankring, navnekundskab eller forståelse for stedet, som mennesker som Adam besidder. Når det sker, bliver Grønland let en kulisse frem for et hjem. Dokumentaren peger også på den økonomiske slagside. Pengene bliver i for lille grad i Grønland, sådan som skiturismen fungerer nu. Mens udenlandske selskaber og guider henter kunder ind, er der kun ganske få lokale aktører, der reelt opererer i markedet.

Det gør filmens budskab desto skarpere: Naturen er grønlandsk, men værdien forsvinder ofte ud af landet. Netop den ubalance, filmen peger på, har Grønland forsøgt at gøre op med politisk. Den nye turismelov stiller krav om lokal forankring og grønlandsk tilstedeværelse i branchen, så naturen ikke blot sælges af andre, mens gevinsten forsvinder ud af landet. Hvis loven får den ønskede effekt, kan noget af den skævhed, filmen skildrer, være på vej til at ændre sig.

Smuk – men kunne bide hårdere

Hvis filmen har en svaghed, er det, at den ikke når dybt nok ned i den problematik, den selv rejser. Dokumentaren varer blot 16 minutter, og selv om samtlige 16 minutter er smukke, stærke og velkomponerede, sidder man tilbage med en fornemmelse af, at fortællingen kun lige har åbnet døren.

Konflikten mellem lokale guider og udenlandske aktører, spørgsmålet om økonomisk udbytte og kampen om retten til at definere Grønland fortjener mere plads. Her kunne filmen med fordel have turdet dvæle længere og grave dybere.

Man efterlades ikke utilfreds – men sulten efter mere dybde.

En film, der rammer hjemme

For et grønlandsk publikum vil Shaped by Land kunne opleves anderledes end for internationale seere. Hvor andre ser eventyr, vil mange her se genkendelse. Hvor andre ser vild natur, vil vi se hjem.

Instruktøren udtrykker et håb om netop den genkendelse og nærhed i mødet med publikum. Hun siger:

- Jeg håber, filmen får det grønlandske publikum til at føle stolthed over deres lokale skimiljø og håb for fremtiden, fortæller Emily Sullivan.

Det er netop i den balance filmen står stærkest: mellem det smukke og det nære, mellem det visuelle eventyr og de mennesker, der faktisk lever i det. 

Når sønnen Ilik følger sin far op ad fjeldet, bliver det derfor ikke kun en skitur, men et stille billede på noget større – en overlevering af viden, erfaring og tilhørsforhold fra én generation til den næste.

Det er i de øjeblikke Shaped by Land rammer. Ikke ved at forklare alt, men ved at lade landskabet og menneskene tale sammen. Det gør filmen vigtig.

En smuk, tankevækkende og politisk relevant dokumentar, der viser Grønland indefra – og stiller et nødvendigt spørgsmål om, hvem der egentlig høster gevinsten af landet.