Rutkjær forlænger landstræneraftale
Fodbolden i Grønland er i god udvikling, og det giver anledning til, at KAK forlænger samarbejdet med landstræner Morten Rutkjær med mulighed for endnu en forlængelse fremover.
Morten Rutkjær og Grønlands Bold Union, KAK, forlænger samarbejdsaftalen i endnu to år. Samarbejdet med Morten Rutkjær som landstræner for herrelandsholdet i fodbold gælder frem til den 31. juli 2023 men er nu forlænget frem til den 31. juli 2025, med mulighed for endnu en forlængelse.
Det oplyser KAK i en pressemeddelelse.
Morten Rutkjær, der er tidligere divisionstræner i Danmark, blev landstræner for landsholdet i august 2020 og har nu dermed sikret titlen som landstræner i endnu for to år.
- Jeg er super glad for, at vi er blevet enige om at forlænge samarbejdet. Vi har gang i noget godt og fodbolden i Grønland vokser. Det var målet for to år siden og mere skal bygges nu de kommende år, siger Morten Rutkjær.
Børn og unge skal på banen
KAK oplyser, at det primære grund til forlængelse af samarbejdet med landstræneren er hans vision om at sparke en udvikling i gang, så børn og unge kan komme mere på fodboldbanen.
Selv oplyser landstræneren, at han vil være med til at påvirke de rette myndigheder til at bygge overdækkede haller i hele landet, med primær start i Nuuk. Optimale, overdækkede haller skal sikre en god udvikling og større interesse i at sparke til bolden hos børn og unge, mener han:
- Dette så fodbolden kan vokse, så landsholdet, klubber og især børn og unge kan udvikle sig under optimale vilkår og spille hele året rundt. Det vil give en ufattelig stor effekt inden for en årrække, både hos spillerne og være til gavn for alle.
- Jeg tror på fremtiden for fodbolden i Grønland, siger Morten Rutkjær.