Minik: Vildt imponerende dansk spil

Den rutinerede grønlandske landsholdsspiller Minik Dabl Høegh er vildt imponeret over den præstation, som det danske håndboldlandshold har leveret under VM.

Minik Dahl Høegh har været imponeret over B-nationernes gode fysik under VM-turneringen i Egypten.
Offentliggjort

- Det har været nogle sindssygt spændende kampe, hvor det har været de små marginaler, der er gået Danmarks vej, siger Minik Dahl Høegh om VM-turneringen i Egypten.

- Da de vandt kvartfinalekampen tænkte jeg, at nu kunne de gå hele vejen, fortæller Minik Dahl Høegh, der havde Danmark blandt top-4 holdene forud for VM-turneringens start med Norge som storfavorit til at vinde.

- Men Norge kom ikke videre fra mellemrunden, og i stedet har Sverige vist utrolig flot spil. Man må tænke på, at Sverige var svækket forud for turneringen, da de blev ramt af corona, men de har bare leveret og blevet bedre og bedre igennem turneringen, siger han og ser frem til en spændende VM-finale mellem Danmark og Sverige i morgen søndag.

Klistret til skærmen

- Jeg har siddet klistret til skærmen under hele turneringen. Det ærgrer mig naturligvis, at Grønland ikke kom med, men det har glædet mig at se, hvordan B-nationerne har leveret varen med en god fysik, siger Minik Dahl Høegh, der til daglig spiller i Ringsted i den bedste danske håndboldliga.

Om de bedste danske spillere fremhæver han tre.

- Mikkel Hansen har bare X-factor. Han var i semifinalen kampafgørende med utrolig mange assists og scoringer, og så havde han bare det store overblik, fastslår Minik Dahl Høegh fra sit hjem i Solrød.

- Han blev skurken i kvartfinalen, men har sikkert følt, at han skyldte noget til holdet, og så går han bare ind og leverer. Det er ikke uden grund, at han betragtes som en af verdens bedste spillere, understreger Minik Dahl Høegh.

Den unge VM-debutant Mathias Gidsel har overrasket Minik Dahl Høegh ”helt vildt meget”, fordi han spiller utrolig rutineret trods sin unge alder.

- Og så er der grund til at fremhæve Magnus Saugstrup. Han spiller samtlige minutter og knokler løs i forsvaret og leverer samtidig varen i angrebet. Han har også imponeret mig helt vildt meget.

Skurkerollen

Har du selv i din håndboldkarriere stået i skurkerollen?

- Øhhh. Det er sjovt, det husker jeg ikke så godt. Derimod glemmer jeg ikke de gode oplevelser. Men selvfølgelig har jeg stået i nogenlunde samme rolle som Mikkel Hansen, og så kan jeg bare fortælle, at man er endnu mere opsat på at levere varen i den næste kamp. Akkurat hvad vi oplevede med Mikkel Hansen, der gik fra skurkerollen til helterollen i de to seneste kampe, fortæller Minik Dahl Høegh.

Powered by Labrador CMS