GIF og Qeqqata Kommunia indgår hensigtserklæring

Borgmester i Qeqqata Kommunia, Malik Berthelsen, havde inviteret generalsekretær for Grønlands Idrætsforbund Jonas Jensen med på vandreturen med det formål at blive klogere på hinandens visioner og planer og komme tættere på et muligt samarbejde.

Hensigtserklæringen underskrives af borgmester Malik Berthelsen (tv.) og Generalsekretær Jonas Jensen.
Offentliggjort

Grønlands Idrætsforbunds vision om at blive verdens mest fysisk aktive land og Qeqqata Kommunias mål om at blive den sundeste kommune i Grønland blev drøftet under åben himmel på en vandretur fra Kangerlussuaq til Sisimiut i forrige uge.

Resultatet ved vandreturen er: en underskrevet hensigtserklæring om samarbejde – og en styrket relation, fremgår det i en pressemeddelelse.

Potentiale til udvikling

- Et samarbejde med Grønlands Idrætsforbund gør mig mere optimistisk ift. at kunne realisere vores sundhedspolitik. Med aftalen kan vi sparre med Idrætsforbundet omkring idræt og sundhed, og på den måde få viden, vi ikke ligger inde med selv, siger borgmester Malik Berthelsen blandt andet i pressemeddelelsen.

Et andet fælles fokuspunkt hos de to parter er naturens betydning og potentiale for vores sundhed og trivsel.

Workshop på vej

- Jeg håber, at samarbejdet vil føre til, at man udefra vil se os som en sund befolkning. Vi har i forhold til andre lande en unik mulighed i vores smukke og stille natur – og den burde vi udnytte mere, fremhæver borgmesteren.

Grønlands Idrætsforbund og Qeqqata Kommunia mødes inden for den nærmeste fremtid til en workshop, hvor snitflader og fælles indsatser skal konkretiseres nærmere.

- At vi står sammen om denne vision - på tværs af landet og på tværs af sektorer - er en nødvendighed for at vi når i mål, så vi er rigtig glade for Qeqqata Kommunias engagement og commitment i dette arbejde, siger GIF's generalsekretær Jonas Jensen.

Powered by Labrador CMS