Folketinget vil hjælpe Grønland og Færøerne til OL under eget flag
Folketingets Præsidium har sendt en opfordring til Den Internationale Olympiske Komité, om at færøske og grønlandske atleter bør kunne deltage ved De Olympiske Lege under egne flag.
Folketingets Præsidium opfordrer IOC til at lade atleter fra Grønland og Færøerne stille op under egne flag.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Der har gennem mange år været et stort ønske om, at grønlandske og færøske atleter kan få lov til at deltage ved De Olympiske Lege under eget flag.
Nu går Folketingets Præsidium ind og støtter sagen.
I en pressemeddelelse oplyser præsidiet, at det har sendt en opfordring til Den Internationale Olympiske Komité (IOC):
”Der er tale om lande med stærke og selvstændige, sportslige identiteter. Præsidiet ønsker at støtte en sag, som har meget stor betydning for de atleter fra Færøerne og Grønland, der drømmer om at konkurrere på den største internationale scene under deres egne flag,” siger Folketingets formand Søren Gade om sagen.
Hvis opfordringen bliver imødekommet, vil atleter fra Færøerne og Grønland kunne bære henholdsvis det færøske flag Merkið og det grønlandske Erfalasorput under åbningsceremonien ved De Olympiske Lege.
Præsidiet begrunder opfordringen til IOC med, at Grønland og Færøerne har bevist, at de er i stand til at konkurrere på højt internationalt niveau, blandt andet gennem Færøernes deltagelse ved EM i håndbold 2026 og grønlandske atleters deltagelse ved Vinter-OL 2026.
Udmelding glæder folketingsmedlem: Vigtig anerkendelse
Derudover lyder det fra præsidiet, at selvstændig deltagelse ved OL vil ligge i forlængelse af landenes ønske om at styrke deres deltagelse i internationalt samarbejde, og at begge lande i forvejen er medlemmer af en række internationale sportsforbund.
Udmeldingen fra Folketingets Præsidium glæder i den grad folketingsmedlem Naaja H. Nathanielsen (IA). Hun siger, at repræsentation under eget flag vil være en vigtig anerkendelse:
”Det er en vigtig anerkendelse af den grønlandske identitet og en markering af vores ret til, at kunne repræsentere os selv. Inuit Ataqatigiit er enormt positivt stemt over, at præsidiet støtter denne sag, som regeringen også har anerkendt at gå videre med i regeringsgrundlaget,” udtaler Naaja H. Nathanielsen.
Henvendelsen til IOC sker på baggrund af, at spørgsmålet var på dagsordenen, da Folketingets Præsidium i juni deltog i kontaktudvalgsmøde på Færøerne.