En fornem andenplads i Frost Cup

Løberen Liza Tuperna Itzchaky fik en fornem placering ved vinterens første runde af Frost Cup i Hareskoven

Liza Tuperna Itzchaky løb et fornemt løb ved vinterens første Frost Cup I Hareskoven ved København. Foto: Christian Pedersen
Offentliggjort

Sidste weekend blev der i Hareskoven ved København løbet første runde af vinterens Frost Cup. Løberne skulle ud på en meget kuperet rute, der skulle gennemløbes to gange for de løbere der deltog på 10 kilometeren, hvilket Liza Tuperna Itzchaky gjorde. Ruten bød desuden på en stigning på 2 gange 60 højdemeter.

- Trail løb er ikke det jeg er stærkest i, men det er god træning, og jeg synes, det er sjovt at deltage. Der er tale om en Cup, der består af 5 løb, og det første løb, er også det, der bød på flest højdemeter, siger Liza Tuperna Itzchaky til Sermitsiaq.AG.

- Jeg forsøgte at løbe klogt. Ikke lægge for hårdt ud. Slippe alt, og så få så meget fart på som muligt ned af bakkerne, Jeg ved, at det er min styrkeside, mens jeg ikke er så stærk op ad bakkerne. Efter en kilometer overhaler jeg Vibeke Hansen, en sej 58-årig triatlet, som jeg ikke tidligere har slået på 10 km, og da slet ikke i terræn.

- Et dejligt løb, trods kulde og blæst, og en god 2. plads hos kvinderne i tiden 42.18 min, som ikke kan ikke sammenlignes med tiderne på asfalt. Næste Cup-løb er den 16. december, hvor vi løber på asfalt i Lyngby, og her håber jeg igen at kunne løbe under de 40 minutter.

Powered by Labrador CMS