Corona: Mesterskaberne i Arctic Sports udsættes
Bestyrelsen i Arctic Sports Greenland har besluttet at udsætte mesterskabet på grund af coronavirus
Grønlandsmesterskaberne i Arctic Sports skulle ellers starte 20. april i Ilulissat, men på grund af coronavirus har bestyrelsen valgt at udsætte mesterskaberne til november.
Det siger formanden for Arctic Sports Bolethe Stenskov til Sermitsiaq.AG.
- Det kan blive katastrofalt, hvis der skulle nu ske en spredning af coronavirus ved mesterskaberne. Omkring 100 til 200 deltager normalt ved mesterskaberne, og her bor de sammen, og mesterskaberne tiltrækker mange mennesker. Vi valgte at udsætte mesterskaberne i går, tirsdag, siger hun.
Bestyrelsen har valgt, at mesterskaberne i stedet skal afholdes fra den 16. november.
- Det kræver, at der skal være sne ved mesterskaberne, da nogle af disciplinerne afholdes udendørs. Vi håber selvfølgelig på, at situationen vil blive bedre til den tid, så vi kan afholde mesterskaberne, lyder det fra Bolethe Stenskov.