Badmintonspillerne fik et godt 2010

Efter et godt 2010 er de bedste badmintonspillere i Grønland også klar til 2011 med flere udfordringer.

Arctic Winter Games holdet i badminton i 2010 med deres medaljer. Foto: Bjarne Nilsen, landstræner
Offentliggjort

Landstræneren i Badminton, Bjarne Nielsen, ser tilbage på 2010 med mange gode badminton oplevelser for badminton spillerne i Grønland.

De unge og bedste badmintonspillere deltog i Arctic Winter Games, og fik 15 medaljer med hjem - syv guld, fem sølv og tre bronze.

- Deltagerne var Rina Lorentzen, Sara L. Jacobsen, Hedvig Broberg, Malu Poulsen Degn, Niels Thorleifsen, Nikki L. Mathiesen og holdleder Nuunu Hansen, som endnu engang dominerede Arctic Winter Games, siger landstræner, Bjarne Nielsen.

I maj 2010 deltog Mille Kongstad i Europamesterskaberne og fik en plads som nr. 263 på verdensrangslisten. Mille Kongsted har haft et godt efterår i Danmark og ligger som nr. 120 på den danske rangliste.

- I oktober var der 5 spillere og to trænere på træningslejr og trænerkursus på Færøerne. Turen var en del af det tre årige nordatlantiske projekt med Island og Færøerne. Lejren blev ledet af Bjarne Nielsen og var en stor succes. Vi er glade for det nye samarbejde med firmaet Permagreen, som gjorde det muligt for os at vi kom af sted. Permagreeen er også inde i billedet som samarbejdspartner i 2011, et samarbejde som vi forventer os meget af. I år er det Ilulissat, der er værtsby for samlingen, siger Bjarne Nielsen.

De tre musketerer fra Nuuk

De tre unge talenter Taatsi Pedersen, Jens Frederik Nielsen og Sara L. Jacobsen alle fra B67 Nuuk skal på træningstur til Danmark i foråret. De skal deltage i en turnering og prøve sig selv af mod danske spillere.

- Det er vigtigt med disse ekstra udfordringer, som et supplement til den daglige træning i det gode træningsmiljø der er i B67 under ledelse af Albrecht Damgaard, Mads Nyvold og Mininnguaq Kleist. Efter Frederik Elsner er kommet tilbage til Nuuk er han også blevet en del af trænerteamet i klubben. Det er dejligt at se, at vore bedste spillere hjælper til med at udvikle de unge spillere, siger landstræneren, som glæder sig til at komme til Nuuk til GM og se fantastisk flot badminton.

De bedste badmintonspillere skal også deltage i Island Games til sommer.

Powered by Labrador CMS